Kære Hannah<3

Tusind tak fordi du skriver ind, det er utrolig sårbart og stærkt brev. Det gør ondt på mig at høre, hvor meget du kæmper med lige nu. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange andre unge derude, der kender til at føle sig helt fortabt eller rodløs, så du skal vide, at du overhovedet ikke er alene.

Du beskriver så rammende, hvordan hverdagen kan føles som en uoverskuelig knude. Du går med en tung frygt for både at have angst og en spiseforstyrrelse, samtidig med at du føler dig ensom i klassen og er bange for at sige noget, de andre vil dømme dig for. Det er helt naturligt, at det hele vokser dig over hovedet, og at du bliver ekstremt udmattet, når du bærer på alle de her svære tanker helt for dig selv.

Jeg ville ønske, at jeg kunne række ud gennem skærmen og give dig et langt, varmt kram. For jeg vil så gerne have, at du husker én vigtig ting: Du er fuldstændig god nok, præcis som du er. Uanset hvilke mørke tanker der fylder, og uanset hvordan du har det med din krop, så er du uendeligt værdifuld. Intet i hele verden kan nogensinde tage din værdi fra dig<3

Du fortæller også, at du tænker over meningen med livet, og at du nogle gange slet ikke har lyst til at være her mere. Det tager jeg meget alvorligt. Tit når man får tanker om døden, er det slet ikke fordi, man egentlig har lyst til at dø, men fordi man simpelthen har brug for en pause fra alt det, der gør så ondt indeni. Det er din hjernes måde at råbe op på og sige, at nu er det for tungt at bære alene, og at du har brug for hjælp.

Måske kunne du overveje at dele dine tanker med en voksen, du stoler på? Det behøver slet ikke være pigerne i klassen, som du er utryg ved. Det kan være en af dine forældre, en lærer eller en helt tredje. Hvis det er svært at få ordene frem, har du måske mod på bare at vise dem det fine brev, du har skrevet her til os? På den måde slipper du for at skulle forklare det hele forfra. I forhold til din store frygt for at have diagnoser, gætter jeg på, at det også vil give dig meget ro at lade en læge eller psykolog hjælpe dig, i stedet for at du skal gå og forsøge at fine svarene helt alene.

Fordi du nævner, at du tænker på ikke at ville være her mere, er det utrolig vigtigt, at du rækker ud og får snakket med nogen lige nu. Jeg vil varmt anbefale dig at tage fat i Livslinien. De er vant til at lytte og hjælpe, når livet føles allermest mørkt. Du er selvfølgelig også altid mere end velkommen til at skrive ind til os i GirlTalks chatrådgivning, hvor vi altid sidder klar til at gribe dig<3

Der er lys forude, selvom det er svært at se lige nu. Pas rigtig godt på dig selv<3

Knus og kram, Vivi