Kære Naja <3

Tusind tak for dit brev – og undskyldningen behøver du slet ikke! Det er helt okay, at det fylder meget, når du skriver om noget, der betyder så meget for dig <3 Det er tydeligt for mig, hvor glad du har været for din farmor, og hvor stort et savn du stadig har til hende! <3

Jeg mistede selv min farmor for omkring 2 år siden, og jeg var ligesom dig rigtig tæt med min farmor - så jeg ved præcis, hvad du taler om <3 Det giver rigtig god mening, at savnet stadig er rigtig stort, selvom der er gået tre år. Sorg forsvinder ikke bare med tiden, især ikke når det er en person, man har haft et tæt og trygt bånd til! <3 Mange oplever netop, at savnet dukker ekstra meget op om aftenen, når man skal sove, eller i situationer, der minder én om den person – som filmene, I så sammen, eller gangen på hospitalet. Det er helt naturligt, at det gjorde ondt, og at du fik lyst til at græde. Det viser bare, hvor meget hun stadig betyder for dig! <3

Det lyder som om, at du virkelig har prøvet mange gode måder at håndtere savnet på: at tegne, skrive dagbog, tale med veninder og skrive breve til hende. Selvom det kan føles som om, savnet bare bliver større, betyder det ikke, at det du gør, er forkert! Nogle gange vokser savnet, fordi man bliver ældre og bedre kan forstå, hvad man har mistet. Det kan gøre sorgen mere tydelig – også selvom man troede, den burde være blevet mindre <3

Det er helt okay, at du har svært ved ikke at tænke på hende. Du behøver faktisk heller ikke stoppe tankerne. Måske kan du i stedet øve dig i at give dem lidt plads, når de kommer – også selvom de gør ondt. Savn og kærlighed hænger ofte tæt sammen <3 Da min farmor døde var jeg selv rigtig ked af det ligesom dig - og selv om jeg stadig kan blive rigtig ked af det, så er det lykkedes mig at vende sorgen til en taknemmelighed over, at jeg har kendt min farmor, og at jeg har haft hende så tæt på mig <3

I forhold til billedebogen: selvom du kun har ét billede, kan det stadig blive rigtig fint! Du kunne lave en lille bog, hvor billedet er med, og hvor du skriver minder, små historier, ting hun sagde, eller hvordan hun fik dig til at føle dig. Du kan også tegne hende eller skrive breve til hende i bogen <33

Hvis savnet føles for tungt at bære alene, kunne det være en god idé at tale med en voksen, du stoler på – måske en forælder, en lærer eller en anden voksen, du er tryg ved <3

Husk: der er ikke noget galt med dig. Du sørger, fordi du har elsket! Du er ikke alene, og du behøver ikke klare det hele selv <3 Det er også vigtigt for mig, at du ved, at du altid vil bære din farmor med dig i hjertet og i tankerne - og at hun på den måde aldrig vil forsvinde helt! <333

Du er altid meget velkommen til at skrive ind igen eller til GirlTalks chatrådgivning, hvis du har brug for at tale mere om det – eller om noget helt andet <3

Kæmpe kram fra Julie <3