Skriv med os i dag 19:00 - 23:00
Skriv et brev
IM, 12 år
28. december 2025

Min far er ofte meget sur på mig, og jeg ved ikke altid, hvad jeg gør forkert.

Hej GirlTalk
Jeg skriver til jer, fordi jeg har brug for at dele noget, som er svært at tale om med folk omkring mig. Jeg har det rigtig svært derhjemme for tiden, og jeg føler mig ofte alene med mine tanker og følelser.
Min far er ofte meget sur på mig, og jeg ved ikke altid, hvad jeg gør forkert. Det gør mig ked af det og usikker, og jeg føler nogle gange, at jeg ikke er god nok. Samtidig er situationen ekstra svær, fordi min far er syg. Han har en hjernetumor med kræft, og det påvirker hele vores familie.
Jeg har talt med min mor om, hvordan jeg har det. Hun er meget forstående og vil mig det bedste, men hun oplever også, at situationen er svær at ændre lige nu. Selvom jeg ved, hun gør sit bedste, kan jeg stadig føle mig lidt alene med mine følelser.
Jeg ved godt, at sygdommen sikkert gør alting sværere for min far, men det er stadig hårdt for mig at være i. Jeg prøver at være stærk og forstående, men indeni er jeg virkelig ked af det og forvirret. Jeg savner at føle mig tryg derhjemme og at kunne tale åbent om, hvordan jeg har det.
Jeg skriver til jer, fordi jeg håber, I kan hjælpe mig med at forstå mine følelser bedre og måske give mig råd til, hvordan jeg kan håndtere situationen. Det betyder meget for mig at kunne tale med nogen, der lytter og forstår.
Tak fordi I tager jer tid til at læse mit brev.
Hilsen en pige på tolv år

GirlTalks svar

Kære du, 

Tusind tak for dit brev. Det er virkelig et fint og ærligt brev, og jeg er så glad for, at du rækker ud og sætter ord på, hvordan du har det, også selvom det er svært at dele. Du er mega sej, og det er godt gået <3 

Jeg læser dit brev med en klump i maven og en masse kærlighed og omsorg for dig. For det lyder som en svær og utryg situation, og samtidig som et virkelig sårbart sted at være. Jeg ville ønske, at jeg kunne give dig en stor krammer <3 

Det er virkelig svært, at være barn, når vi oplever vores forældre "forandre sig", fx når de bliver syge, usikre og sure. Så jeg kan virkelig godt forstå, alt det du føler. Jeg er også virkelig ked af at høre, at din far er syg - det er en hård situation at stå i som familie også. Jeg kan godt forstå, at du bliver ked af, at din far virker sur. Som børn vil vi altid gerne have et balanceret og trygt forhold til vores forældre, og det er svært, når omstændighederne kan stå i vejen for det. Med det sagt får jeg lyst til at nævne, at du bestemt ikke er alene i den her situation. Jeg tror, vi er mange, der kan nikke genkendende til følelsen af usikkerhed og utryghed, når vores hjemlige og vante rammer pludselig ændrer sig. Det kan føles lidt som et kontroltab, og det kan være meget ubehageligt <3 Jeg er glad for at høre, at du har snakket med din mor, og at du oplever, at hun forstår dig. Jeg er også helt sikker på, at din mor gør sit bedste, og jeg synes virkelig, det er stort og tappert af dig, at du ser det så klart i situationen. Det vidner om, at du er et meget empatisk og rummeligt menneske, og det skal du virkelig være stolt af. <3 

Selvom en situation som denne er svær for alle parter, så må du gerne "fylde" med dine følelser her. For det er helt okay og helt forståeligt, at det er svært for dig at være i. Jeg forstår virkelig godt, at det er meget at gå med selv, og jeg er glad for, at du får aflastet lidt herinde <3 Husk på, at du altid må række ud, og at du også altid må kontakte vores chatrådgivning, hvis du har brug for det. 

Jeg synes allerede, at det virker til, at du håndterer hele situationen meget flot. Måske kan det være en god huskeregel for dig, at sige til dig selv: "Mine følelser må gerne fylde". For det må de gerne, og det skal de også. Det er en vigtig del af at hele fra svære situationer. Måske har du en tæt veninde, en sød bedsteforælder eller en helt tredje person, som du også kan tale med? Jeg ved godt, det kan være lidt grænseoverskridende og svært at dele ud, men noglegange kan det være meget rigtig godt at have et sted, hvor man netop kan få lov at fylde, og måske også hos nogen, der ikke står ligeså tæt på situationen. 

Jeg håber, du kunne bruge mit svar. Jeg ønsker dig alt det bedste, og jeg hepper på dig. <3 

Kærlig hilsen Kathrine 

 

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *

Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her, i vores brevkasse, eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre