Skriv med os i dag 19:00 - 23:00
Skriv et brev
Anonym, 16 år
27. maj 2025

Min veninde har en spiseforstyrrelse og jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe hende

Min bedste veninde har haft en spiseforstyrrelse i mange år, og skal snart indlægges og jeg går på efterskole med hende så vi er sammen hele tiden. Jeg vil egentlig bare gerne vide hvad jeg kan gøre for at hjælpe hende, ikke sådan noget “vær der for hende” altså jeg mener oprigtige ting som får hende til ikke at tabe sig, fordi det må hun ikke.

GirlTalks svar

Kære dig<3

Tak for at skrive ind. For det første lyder det som en virkelig svær situation at være i. Hvor er du bare sej! Og en helt igennem god veninde, at du insisterer på at hjælpe hende.

Jeg kan så godt forstå at du vil hjælpe hende med konkrete ting og ikke bare få råd til "at være der for hende", som du siger. Det vigtigste er, at hun får noget professionel hjælp, hvilket det lyder som, når du siger at hun snart skal indlægges. De professionelle ved præcis hvad de skal gøre i disse svære situationer og jeg er sikker på at der bliver taget godt hånd om hende der.

Det lyder som et rigtig stort pres du sætter for dig selv, at skulle være den til at hjælpe i så svær en situation og du skal vide at selvom det er virkelig sejt af dig og du virkelig virker som den bedste veninde, er det ikke en byrde som skal ligge på dine skuldre. Husk også at tænke på dig selv, for selvom at det er din veninde der kæmper med spiseforstyrrelsen, så er det også svært at være den der står ved siden af. Du er ikke et dårligt menneske, eller en dårlig veninde, hvis du ikke kan fikse alle andres problemer, du er bare et menneske - et rigtig godt et af slagsen!

Det der kan være svært i din situation er, at det er noget hun kæmper med og at det i princippet kun er hende der kan vælge hvad hun vil gøre. Desuden er en spiseforstyrrelse en diagnose, hvilket jo vil sige at din veninde ikke kan kontrollere det. Jeg ved godt at det måske ikke er det du ønsker at høre, så derfor har jeg alligevel nogle råd til, hvordan du kan være der for hende på den bedst mulig måde;

  • Lyt til hende. Måske udtrykker hun noget hun har brug for - fx hvis hun snakker om, at det er irriterende når hendes forældre spørger hvad hun har spist i løbet af dagen, så lad vær med at gøre det samme som dem.
  • Prøv måske at invitere hende på cafe eller et sted hen, hvor det er naturligt at man får noget at spise, men uden at du holder øje med hende eller presser hende til at bestille eller spise noget, da det kan have modsatte effekt. Det kan måske være på efterskolen, at I tager noget frugt og andet med fra kantinen og holder en lille picnic i det gode vejr. - Men det er vigtigt at du respekterer, hvis hun ikke har lyst til det
  • Prøv at give hende komplimenter på alt andet end hendes udseende. Det kan være rigtig svært for en der kæmper med spiseforstyrrelse, at tænke udover ens selvbillede og om hvordan de ser ud, så hvis du giver hende komplimenter på hendes personlighed, kan det måske hjælpe hende til at tænke mere over det og mindre på hendes udseende.
  • Fortæl hende at du altid er der for hende hvis hun har brug for at snakke om noget hun synes er hårdt, men at du også er der, hvis hun har brug for at du bare er der, uden at I skal snakke om det der går hende på.
  • Hvis hun snakker åbent om hendes spiseforstyrrelse med dig, så kan du måske snakke med hende om at det ikke er hendes skyld at hun har det og at det er okay at hun tager det i det tempo hun gør og at ethvert skridt i den bedre retning er en sejr.
  •  Hvis du vil have en mere specifik rådgivning om dem der står nær en person med spiseforstyrrelse og hjælp til hvad du kan gøre, så vil jeg anbefale "Foreningen Spiseforstyrrelser & Selvskade"s rådgivning. De har både en brevkasse som os, men også chatforum og et telefonnummer du kan ringe til<3

Som du selv siger vil du gerne kunne gøre noget for din veninde, som er mere brugbart end bare at "være der for hende", men det kan måske være alt det hun har brug for. Du virker til at være en rigtig god veninde for hende og det kan være at hun måske ønsker at noget i hendes liv er stabilt og roligt. Derfor kan jeres venskab være healende for hende.

Jeg har selv haft flere veninder der har kæmpet med spiseforstyrrelse og de er heldigvis allesammen kommet over det på bedst mulig vis. Det de har fortalt mig hjalp dem allermest var, at jeg var der for dem og lyttede uden at dømme dem på nogen måde. Det at have en veninde man kan snakke med om alt og ved at de ikke dømmer en, kan være det mest hjælpefulde i nogle situationer. Noget mine veninder også har fortalt hjalp dem da de kæmpede med deres spiseforstyrrelse, var at blive distraheret med at lave ting, så bare det at du tilbringer tid med din veninde, kan hjælpe virkelig meget.

Som du siger har hun kæmpet med det i mange år og desværre er spiseforstyrrelse noget der tager tid, at komme sig over. Men jeg er sikker på at det at du er der for hende, hjælper hende meget mere end du er klar over.

Og lige så vel som at du ønsker det bedste for hende, er jeg sikker på at hun ønsker det samme for dig, så prøv derfor også at leve dit liv uden at bekymre dig alt for meget om hende. Pas på det ikke overskygger alt muligt andet i dit liv.

PS. Hvis jeg ikke har sagt det nok, så er du mega sej og modig. En veninde som dig fortjener alle i deres liv.

De kærligste hilsner,

Anna,

GirlTalk

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *

Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her, i vores brevkasse, eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre