Jeg ved ikke helt hvor jeg skal placere mit brev, så jeg håber jeg har ramt rigtig.

Jeg er en ung pige, der har oplevet lidt på sine 23 år. Jeg har været udsat for flere overgreb (5-6 stykker, her tænker jeg sex jeg under normale omstændigheder ikke ville gå med til) og 2 forhold med narcissister.
Mit sidste forhold var virkelig voldsomt med en ex der godt kunne finde på at kaste med ting, seriøst smække døre, hamre div ting i gulve og borde, råbe og overfuse mig, samt manipulere alt hvad jeg sagde så det blev min skyld. Jeg havde også fortalt ham om overgrebene og sagt jeg havde brug for tid og forståelse, men til sidst blev det pres, skyldfølelse og diskussioner som tit endte i panikanfald. Jeg flyttede fra kbh og til ham for at bo sammen 6 måneder før jeg smuttede tilbage igen, da det gik nogenlunde der og var den eneste mulighed økonomisk for at jeg kunne starte drømmeuddannelsen.

Fast forward, jeg smuttede til kbh igen (havde beholdt min lejlighed imens jeg boede hos eks'en) og brugte nogle måneder på at finde mig selv igen og nu er jeg snart 7 måneder inde i et forhold med en fyr der bare er det stik modsatte af alt jeg har kendt. Han har siden dag 1 været tålmodig, taget tingene i mit tempo og ventet på jeg var klar ift det seksuelle, han er god til at kommunikere, han bliver aldrig højrystet eller voldsom, bruger tid på at lære mig ting istedet for at blive frustreret på mig mv. Det er lidt den følelse af, at det her helt sikkert var det jeg skulle finde og har ventet på, han har det lige sådan.

Men... Vi har nu snakket om at flytte sammen, da han gerne vil tættere på kbh, selv snart skal flytte ud og vi begge egentlig føler os ret sikre i at vi kan sammen og prøvet i ny og næ at 'bo' lidt hos hinanden i en kortere periode for at få en fornemmelse.
Jeg har min egen 1 værelses (han bor hjemme endnu), som vi ikke kan være 2 i på sigt, men som har været mit safespace i alt det crap jeg har været igennem, så det er lidt angsprovokerende at skulle flytte, også fordi han har snakket om at flytte ud på den anden side af kbh, hvilket jeg ikke er helt hip på, samtidig med at jeg er en person der godt kan lide at vide, at jeg selv kan dække min udgifter, skulle det nu gå galt og det ved jeg, at jeg ikke kan i en 2 værelses alene på elevløn i værste tilfælde og jeg heller ikke ønsker at stå uden tag over hovedet.
Det er enormt frustrerende og jeg føler ikke jeg kan snakke med mine forældre om det, da de er sådan lidt 'det er altid os der skal redde dig når det går galt, synes du ikke det er lidt hurtigt'-agtige typer. Så jeg føler egentlig, at jeg står ret alene i det, selvom jeg har snakket lidt med min kæreste og han er helt okay med jeg tøver lidt.
Det fylder enormt meget i min hverdag og jeg har svært ved at overskue det selv...

Beklager den lange smøre /: