Hej girltalk<3

I det her brev vil jeg gerne snakke om min far.
Til at starte med vil jeg sige at jeg har en RIGTIG kærlig mor som jeg elsker med hele mit hjerte<3 men så er der min far
Jeg siger jo at jeg elsker ham, men det gør jeg bare ikke.
Jeg ved ikke helt, hvorfor det er sådan jeg tror at jeg syntes at han er meget dømmende? Og han har meget tydelige holdninger og har bare sådan en lidt ubehagelig facon og kommentarer. Jeg føler at han altid(næsten) har en kommentar til det jeg gør og det er meget trættende. Nogen gange kan jeg føle at lige meget hvad jeg gør er det forkert:(
Min far er meget larmende og kan snakke meget højt og hæve stemmen og sådan noget-og det gør, at jeg ikke rigtig har lyst til at være sammen med ham. Det for mig til at føle mig en lille bitte smule deprimeret<33

I går sad vi og spiste(jeg har også en lillebror)(vi gør meget ud af, at vi alle skal være sammen, når vi spiser og ingen telefoner osv.)
Efterhånden er jeg begyndt ikke at sige så meget det er mest min lillebror der snakker. Men så har jeg så 2 ting at fortælle om, som der er sket i skolen. Så siger min far bare sådan helt casual til min lillebror: Orh man skal høre på meget var Victor
Og jeg var sådan hvad i alverden? Men så siger jeg jo ikke mere. (For hans kommentar fik mig virkelig ikke til at have det godt<3)
Min mor prøver så at få mig til at sige mere, men jeg siger bare når det var det. Så vil min far også have at jeg skal sige mere(men jeg ved så ikke hvorfor, at han skulle sige det før) og i øvrigt er det nok min bror der snakker 80% af tiden:(
Jeg forstår bare ikke, hvorfor, at han ikke tænker, at han gjorde noget galt og hvorfor, at han så i alverden ville have mig til at snakke videre bag efter?(for jeg er altså ret sikker på at det var det han sagde)

Jeg har lige været ude og spise(min mor var har ikke) og jeg drikker en cola med sugerør:) og jeg ved ikke om du kender det men så kan der nogen gange komme cola ud af røret uden at man har suget pga. bruset :)<3.
Så jeg holder munden inden over for, at det ikke skal komme ned på bordet. Så hæver min far stemmen og siger at jeg skal spise noget. Jeg svare ikke rigtig men nikker bare for at sige, at jeg har hørt ham og nok skal gøre det(det var også lidt dumt det kan jeg godt se nu, men jeg følte, at han godt vidste, at jeg rent faktisk ikke drak). Jeg kan ikke huske hvad han præcist siger men noget med at jeg skal lade være med at drikke mere. Så siger jeg, at jeg kun holdte munden inden over fordi, at den bobler over. To sekunder efter kan jeg se, at der kommer noget cola op i røret og jeg sige så, at han skal se at den bobler over.
Så siger han rimeligt surt og irreteret nej den gør ik v.
Og det er sådan nogen sitation som sætter sig i mig og gør, at jeg ikke kan lide ham:(

Jeg kan huske at jeg har haft det sådan siden jeg var lille(men det er kommet mere på det sidste) det aldrig en god følelse når han kommer hjem fra arbejdet, eller når han kommer ind på mit værelse. Når han kommer hjem føler jeg mig lidt tom, ikke utryk bare nedtrykt<3

Jeg føler mig virkelig som en dårlig person/datter når jeg skriver sådan om ham, men jeg har virkelig brug for at sætte ord på mine tanker<3

Jeg har aldrig rigtig sagt det til nogen for jeg føler ikke bare at jeg lige siger at jeg ikke kan lide min egen far. Når jeg siger det til min mor føler jeg lidt at hun skubber det væk(men jeg forstår det også godt for jeg ville hellere ikke have lyst til at tage det op mod ham)

Min lillebror og min far har fået et meget tættere bånd end jeg har med hem, men på den anden side har jeg jo hellere ikke lyst til at være sammen med ham.

For at prøve at afrunde det her brev vil jeg sige at min far gør det svært for mig selv at elske/kunne lide-mig selv

Jeg er typen der tænker meget og hvordan jeg har det i forskellige situationer betyder meget for mig. Så hvis jeg ikke har det godt kan jeg have rigtig svært ved at være i det<3

Knus og tak for hjælpen og for at læse det her utrolig lange brev<3