Tusind tak, fordi du skriver ind og deler dine tanker med os. Først og fremmest sender jeg hermed et kæmpe kram fra mig til dig! – for hold op hvor får jeg ondt i maven af at læse og mærke, hvor meget det her fylder hos dig. Samtidig er jeg sikker på, at du ikke er alene med disse tanker og følelser. Derfor er jeg er så glad for, at du har skrevet ind, så andre piger der har det ligesom dig, men måske ikke har haft modet til at åbne op omkring det, kan læse med her. Jeg vil gøre mit bedste for at møde dig i dit brev <3

Jeg mærker, hvor udmattende det må være for dig at kæmpe med tanker om din krop og mad hver eneste dag – fra morgenens lettelse over din “morning skinny” mave til skammen og skylden, der rammer ved hvert måltid. Når du beskriver, hvordan du spiser i stilhed, sidder på gulvet med snacks eller går i seng med ondt i maven og tunge tanker, lyder det som en kamp, der tager så meget plads i dig. At du samtidig siger til dig selv, at du ikke er syg mere, at din mor siger det, eller fordi du ikke føler dig “tynd nok”, må gøre det endnu sværere at give slip på løgnen om, at du “elsker dig selv”. Men at du skriver her og sender et kram til dig selv midt i det hele? Det viser en styrke, der trods alt stadig bor i dig, selvom det hele føles mørkt!

Du er 20 år og har båret på de her tanker i et helt årti, og det fortjener du virkelig ikke. Selvom din mor siger, at du ikke er syg længere, fornemmer jeg, at din fortælling i brevet her afspejler en anden historie. Når tankerne om mad, krop og skyld føles som en spiseforstyrrelse, fortjener de at blive taget alvorligt, også selvom du ikke synes, du passer ind i en bestemt boks. Har du tænkt på at række ud til en professionel, fx en terapeut eller en rådgiver, der har erfaring med spiseforstyrrelser? De kan hjælpe dig med at sortere i tankerne og finde veje til at få det lettere. Hvis det føles svært at tage det skridt, kunne du måske starte med at dele lidt af det her med en tæt ven eller en person, du stoler på, for at få støtte? 

I hverdagen kan små ting nogle gange give et pusterum – fx at tage en kort gåtur, når tankemylderet bliver for meget, eller skrive dine følelser ned for at få dem ud. Men det vigtigste er, at du ikke skal bære det her alene. Du fortjener at finde fred med din krop og dig selv, og der er hjælp at hente.

Du er så meget mere end de hårde tanker, og din værdi har intet med din krop at gøre. Hvis du vil tale mere om det her, kan du skrive til GirlTalks rådgivning – der sidder en masse unge kvinder klar til at tage i mod dig, dine følelser og tanker med åbne arme. Jeg håber og tror på, at du en skønne dag nok skal blive fri for dit "evigt syge sind" <3

Knus og kram, Vivi <3