Hej Girltalk

sagen er, at jeg i store dele af mit liv har gået rundt og haft det dårligt og været meget nedtrykt. Der er gået meget tid med at være på autopilot eller i overlevelsesmode, og det er egentlig bare mega ærgeligt, når jeg nu kan se tilbage på mine start-tyvere som at jeg minus et års tid egentlig mest af alt har gået rundt og været ængstelig, stresset og ked af det.
Jeg har forsøgt mig med vejledning og begyndende psykologsamtaler, så jeg arbejder på at få det bedre og finde nogen at snakke med, men hvad jeg godt kunne tænke mig her, er at dele om relationen til mine forældre.

Fordi jeg bruger så meget tid på at føle mig på overarbejde følelsesmæssigt, kan jeg mærke at jeg stadig føler et behov for at læne mig op ad dem. De er søde og dejlige og jeg er glade for dem, men, jeg kæmper virkelig med at få dem til at se mig, til at høre mig, og til at prøve at forstå mig. Jeg føler at de igennem min opvækst mest af alt har 'kigget på mig' eller mere dømt mig, end at være nysgerrige og forsøge at forstå mig. Det betyder ikke at de ikke også har hjulpet mig, og til tider lyttet. for eksempel fik de mig afsted på efterskole, hvad der viste sig at være den helt rigtige sted for mig at være på det tidspunkt.
For nogle år siden flyttede jeg til århus. jeg var 22 og kendte to mennesker heroppe, flyttede sammen med to mennesker som jeg ikke kendte (og som modsat mig ikke ønskede noget socialt, og en der var ret dårlig til at kommunikere når han syntes der var noget der var et problem) og startede på uni dagen efter jeg flyttede herop. Omvendt har mine forældre boet sammen siden de flyttede fra deres forældre, de kommer begge fra søskendeflokke med jævnaldrende søskende, min mor har veninder hun har haft altid, og de har ikke behøvet sætte store spørgsmålstegn ved hvad de skulle arbejde med. - Jeg er ikke langt fra at være lige omvendt, hvad der også gør at der er kommet lidt af en begræsning der.


Jeg føler mig enormt ked af, at mine forældre ikke er et sted hvor jeg kan føle mig rigtig 'hørt'. Jeg har skullet kæmpe for retten til at føle hvad jeg føler, og nærmest råbt for at signalet trænger igennem. Mine problemer virker ikke som problemer før jeg græder snot ud af næsen, også selvom jeg har italesat dem længe før.

Et eksempel der betyder meget, er min gymnasietid. jeg skiftede linje og dermed klasse, hvad der tog hårdt på mig selvom det var den helt rigtige beslutning. Jeg var ked af det og træt et halvt år indtil sommerferien ramte i 1g. i virkeligheden kunne der nok være gjort kort process, hvis mine forældre måske bare havde sagt 'vov, vi gir dig lige et par dage - en uge herhjemme' til lige at komme over omvæltningen. Jeg var i kulkælderen hele vejen, og italesatte selv at jeg bare skulle klare mig igennem til sommerferien (så ikke, at der slet ikke kom noget på tale). Jeg kan bare huske følelsen af at se ned på mine fødder der gik troligt mod gymnasiet, men jeg selv ikke havde lyst til at dukke op, og dagligt at falde i søvn til min playliste (var dog ikke selvmordstruet, lige vigtigt)
i gymnasiet var der også et andet problem; min lillebror havde værelse ved siden af mit, og jeg kunne klart og tydeligt høre når han spillede playstation, også selve summen fra maskinen, hvad der var nok til at jeg ikke kunne sove. det var en lyd der fyldte hele mit rum, og summen var kun efter, at han havde råbt og skreget med sine kammerater. Dejligt at han hyggede sig, men det var hver aften til 22-23 stykker (kan ikke huske den præcise tidsgrænse mine forældre satte), men problemet var, at jeg var i så meget søvnunderskud, at jeg en morgen dejsede om af træthed før jeg kunne komme i skole. løsningen?: jeg blev hjemme fra skole en enkel dag og sov ud. Ellers ikke den store ændring på status quo, andet at jeg for min lillebros venner stadig var en storesøster af en heks der kom ind og forstyrrede deres spil, og at jeg var god underholdning for min far at fortælle videre til familiemiddage. - hvortil at jeg så kunne svare, at jeg ikke syntes det var synderligt morsomt at dejse om af træthed (hvilket da lagde en lille dæmper på det). Det så faktisk først efter gym, at der bliver gjort noget ved problemet, for efter at det længe ikke har været et emne, laver min far igen en joke ved aftensmaden, og jeg bliver så frustreret at jeg viser min mor et langt stykke papir hvor jeg skriver mine følelser ned omkring det, og hvordan jeg føler de 'pisser mig ned af ryggen' (tror jeg, jeg bl.a. skrev).
længere historie kort, føler jeg de mere har kritiseret mig og dømt mig, end været nysgerrige, opmuntret mig og vist mig andre løsninger. De er nogen, hvor jeg er forsigtige med hvad jeg deler, for jeg stoler ikke på at de vil varetage det ordentligt. De glemmer hurtigt, at jeg har det virkelig skidt, selvom det er tydeligt for alle andre. -for selvom jeg er blevet mere forsigtig med at åbne op for 'hele pakken' og krænge mit hjerte ud, så er jeg meget åben over for alle med hvordan jeg har det. Jeg har kæmpet meget med, hvornår dårligt er for dårligt, for jeg går i virkeligheden nok stadig og håber på, at de ville trække mig ud og sige det okay med en pause, at man ikke skal kæmpe så meget, måske lidt alla an forhåbning om at få at vide at det er okay at blive en dag hjemme fra skole. Jeg har altid gernet været villet være en der kæmper, og været ensom nok til at være i tvivl om hvonrår man kæmper for meget, men af den tillid, at de var mine forældre og sige stop. Det var besvimmelsen et eksempel på et brud på. Jeg føler at det at tale til dem, kan være som at tale til en mur, især med min far, som ellers var en der kunne hjælpe mig meget før eftreskole (bortset fra sommerferier, hvor det bare var mig der var skør for flere somre i træk at være ked af at min far tog min lillebror med ned til boldbanerne om aftenen uden mig, også selvom at jeg også spillede fodbold.). Min mor prøver meget, men jeg kan mærke at hun ikke ved hvad hun skal stille op. Jeg har virkelig savnet en voksen i mit liv, men jeg er bare ikke tætte nok med mine onkler og tanter til at dele ud af det hele. Jeg havde en fodboldtræner der var den første til at sige, at han kunne mærke jeg havde det bedre, men ham havde vi ikke så meget kontakt med som vi blev et større hold i gym. Mit problem nu er at jeg kan have svært ved at have kontakt til mig selv og mærke mig selv, men hvor jeg har udtrykt at jeg har brug for hjælp til at tage presset af, har de det mest med et tydeligegøre det eller tilføje ekstra, eller tilføje de dårlige mønstre man har haft.

jeg synes det er vildt svært hvad jeg skal gøre ved det. Jeg ved jo godt det er en mundfyld, og føler de har gjort hvad de kunne, og vil ikke give dem mere dårlig samvittighed. jeg føler ikke det at italesætte det yderligere ville hjælpe, især da det er min far jeg savner, men det er lidt som at tale til en mur. Men er omvendt bare virkelig ked af at de voksne jeg har at gå til, har ca. en times tid hver anden uge, (foresten tusind tusind tak for at eksistere headspace*og tidslighedener inklusiv andre rådgivningstilbud*), og ja er rådgivinger fra folk i institutioner, som jeg snart er for gammel til, eller skal betale psyk for.

Jeg har også nogle dejlige venner, men der er simpelthen for meget balast til at jeg vil læse det over for dem, vi er også lidt mere 'blinde høns der hjælper hinanden' (hvad der bestemt også kan noget til tider, men det er også med dem at jeg vil leve, og tager en pause fra alt der tynger, og hverkan kan eller skal tage del i alt det skidt.


Men det gør mig bare virkleig ked af det, at jeg ikke har haft en voksen der sagde 'nok er nok', og som jeg ikke skulle kæmpe for at de ville se problemet fra min synsvinkel, og give mig et boost i stedet for at sige at det nok bare er mig, og/eller set passivt til.

det blev lidt lang det her, men håber du/i forstår.

mvh. Marie