Kære du

Tusind tak for dit brev og wow, hvor kan jeg bare godt forstå, at der sker mange ting inde i dit hoved. Det lyder som om, at du står i en rigtig svær og forvirrende tid, og jeg vil gerne starte med at sige, at det er helt okay at føle, som du gør. Det er ikke mærkeligt at være udfordret af de tanker og følelser, du beskriver, og du er bestemt ikke alene om at have det på den måde.

Hvis det var mig, som stod i samme situation, som dig, så ville jeg altså også have svært ved at være social på den måde, så jeg forstår dig virkelig godt. Særligt når du går rundt med bekymringer om, hvordan din mor har det. Det er en stor vægt på dine skuldre - altså hvordan ens forældre går igennem en skilsmisse, og særligt når din mor er så ked af det. Du lyder rigtig kærlig og opmærksom på din mor, men det virker som om, du også har meget at rumme selv, og det kan føles overvældende. Det er svært at finde en balance mellem at tage sig af sine egne følelser og samtidig tage sig af en forælder, der er så ked af det. 

Når din mor er så omsorgsfuld, kan det selvfølgelig føles som en ekstra byrde, især hvis det er noget, du ikke selv har lyst til eller har brug for lige nu. Det er helt forståeligt, at du har det sådan. Det kan være svært at sige det til hende, men måske kan du finde en måde at sætte grænser på, så du stadig viser, at du er der for hende, men på en måde, der også tager hensyn til dine egne behov. Måske kunne du finde et tidspunkt, hvor du på en rolig måde kan sige til hende, at du har brug for lidt mere afstand nogle gange, selvom du stadig elsker hende og er der for hende. Det kan hjælpe dig med at finde den nødvendige balance.

Det, du skriver om at hader fysisk affektion, giver meget god mening, og det er ikke mærkeligt. Det er vigtigt at forstå, at det er helt okay ikke at være vild med fysisk kontakt, og det betyder ikke, at du ikke kan lide dine venner eller de mennesker, der prøver at vise dig omsorg. Hvis du har svært ved det, kan du forsøge at sætte nogle grænser for, hvad der føles godt for dig. Måske kan du sige det til dine venner på en ærlig måde, f.eks. ved at sige, "Jeg har det bare ikke så godt med fysisk kontakt lige nu, det er ikke jer, det er bare mig." Langt de fleste vil forstå det, og helt sikkert også respektere det, fordi det jo er en selvkærlig ting. 

Det lyder virkelig ikke rart, at du føler, at du ikke er faldet til på efterskolen. At føle, at du er "sød mod alle 24/7," men stadig ikke føler, at du er en del af flokken, kan føles virkelig frustrerende. Husk, at det tager tid at finde de rigtige mennesker, der passer til dig, og det kan også være en god idé at fokusere på kvaliteten af dine relationer frem for antallet af venner. Det er bedre at have nogle få nære, ægte venner, der virkelig forstår dig, end at prøve at passe ind i en gruppe, der ikke rigtig føles som hjem. Måske kan du prøve at tage nogle små skridt, hvor du åbner op for andre, for eksempel ved at tage initiativ til små samtaler eller finde nogen, du har lidt mere til fælles med. Det kan tage tid, men vær tålmodig med dig selv.

Alt i alt, er det vigtigt, at du giver dig selv lov til at føle det, du føler. Det, du går igennem, er en stor udfordring, og det er helt naturligt at have modstridende følelser og tanker. Du behøver ikke at have alt på plads med det samme, og du må gerne tage den tid, du har brug for, til at finde ud af, hvad der virker for dig. Husk at være god ved dig selv, og søg den støtte, du behøver, når du har brug for det.

Jeg håber, du kan finde ro i, at det er helt okay at have det, som du gør, og husk at passe rigtig godt på dig selv. Jeg tror på dig ❤

Kærlige hilsner fra Katrine