Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
Skriv et brev
Emma, 14 år
30. maj 2025

Jeg er med i en pigegruppe på min skole, og vi har altid været ret tætte, men på det sidste føler jeg mig virkelig udenfor

Hej Girltalk

altså jeg ved ikke helt hvordan man lige starter sån noget her, men jeg har bare brug for at skrive det ned. Det handler om mine veninder og også lidt om mig selv.

Jeg går i en pigegruppe i skolen og vi har altid været ret tætte men på det sidste føler jeg mig virkelig udenfor. De laver ting uden mig hele tiden, fx har de været i bio og haft sleepovers og sån noget, og jeg får det først afvide bagefter. Og når jeg spørger dem om det, siger de bare sån “det var bare spontant” eller “vi glemte at spørge” og det gør bare ondt. Det føles som om jeg ikke betyder noget for dem længere.

Jeg er også begyndt at føle mig ret usikker, jeg tænker tit om jeg siger noget forkert eller om jeg bare ikke er sjov eller sej nok. Det er som om jeg prøver at være en god ven, men at det bare ikk er nok. Jeg smiler og griner af deres jokes og prøver at være med i samtalerne, men nogle gange føler jeg mig bare helt alene selvom jeg står lige ved siden af dem.

Jeg har ikke sagt det til nogen før, jeg er bange for folk synes jeg overreagere eller bare er dramatisk. Men det fylder så meget, jeg græder tit når jeg er alene og jeg føler mig bare så lille og udenfor.

Er det mig der er noget galt med? Burde jeg sige noget til dem eller bare lade vær?

kh Emma

GirlTalks svar

Kære Emma <3

Tusind tak for dit meget fine og sårbare brev. Det kræver virkelig meget mod at åbne op, som du har gjort! Jeg er helt sikker på, at der er mange piger, der vil kunne genkende de følelser, du beskriver. Jeg vil prøve at svare på dit brev, så godt jeg kan <3

Først og fremmest – puha, jeg får helt ondt i maven, når jeg læser det, du skriver! Det er så forståeligt, at du er ked af det. Det kan være meget ensomt at føle sig udenfor i en gruppe, hvor man plejede at føle sig tilpas - og så gør det bare ekstra ondt, når det handler om ens veninder. Ens veninder burde nemlig være nogle af dem, der passer bedst på én. Men hvor er det sejt, at du rækker ud, når tingene bliver svære! <3

Du skriver, at dine veninder laver ting uden dig som at tage i biografen eller holde sleepovers, og at du først får det at vide bagefter. Jeg forstår godt, at det kan føles som et signal om, at du ikke helt er med i gruppen længere. Du prøver, at spørge ind til det, men du oplever, at de bare taler lidt udenom. Om de gør det med vilje eller ej, så gør det stadig ondt, og det er helt okay at blive ked af det! Du er ikke spor dramatisk – du reagerer bare ærligt på noget, der gør ondt <3

Du skriver også, at du er begyndt at føle dig usikker – at du tænker meget over, om du siger noget forkert, eller om du er sjov og sej nok. Du skal vide, at det er en helt naturlig reaktion på at føle sig udenfor. Det betyder dog ikke, at der er noget galt med dig! Når du begynder at tvivle på dig selv, så mind dig selv om: det er ikke dig, der skal ændre dig for at passe ind – det er fællesskabet, der skal kunne rumme dig, som du er! <3

Jeg kan mærke, at du virkelig prøver at blive en del af gruppen igen - og det er super sejt <3 Du deltager i samtalerne, griner med og smiler – men alligevel føler du dig alene. Det er tydeligt, at du rækker ud, men ikke får det samme tilbage igen. Et venskab, hvor man hele tiden giver af sig selv, men ikke får ret meget tilbage igen, kan tage hårdt på én!

Mit råd til dig: Prøv at tage en stille og rolig snak med én af pigerne – helst den, du føler dig tættest på og mest tryg ved. Det kan være nemmere at åbne op, når det bare er jer to. Du behøver ikke sige det perfekt, det vigtigste er, at du viser sårbarhed og fortæller ærligt, hvordan du har det. Måske vil en lille snak åbne op for forståelse fra hendes side <3 Dog er det vigtigt for mig, at fortælle dig, at det også er et svar, hvis hun ikke forstår dig eller ikke tager det, du siger alvorligt. Rigtige veninder vil altid lytte og passer på dine følelser! <3

Derfor vil jeg også sige: Det er helt okay at finde nye veninder! Veninder, som ser dig og vælger dig til for den, du er <3 Du fortjener at være sammen med mennesker, der får dig til at føle dig tryg og værdsat – ikke usikker og udenfor! Jeg ved godt, at det også kan være rigtig svært at finde nye veninder, men måske er det, det der skal til for, at du kan få det godt igen? Måske er de veninder du har nu ikke alle frustrationer, bekymringer og tårer værd?

Du er ikke alene, Emma. Der er mange, der har det ligesom dig. Du fortjener at have venskaber, hvor du føler dig tryg, vigtig og velkommen - præcis som du er! <3 Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt ro i hovedet <3 Husk at du altid er velkommen til at skrive ind igen eller kontakte GirlTalks chatrådgivning, hvis du har behov for at snakke mere om det eller om noget andet <3 

Kæmpe kram fra Julie <3

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *

Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her, i vores brevkasse, eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre