Kære Amelia, 

Tak for dit brev - og tak for at åbne op og sætte ord på et følsomt og sårbart emne. Jeg er sikker på, at rigtig mange kan genkende de følelser, du beskriver her. <3 

Først og fremmest: Stort tillykke med forlovelsen!! <3 Hvor det spændende og fantastisk for jer - og det lyder til, at I har et rigtig skønt og trygt forhold. Jeg tænker, at det er helt naturligt og meget almindeligt, at både "tvivl" og tanker om ens forhold kan opstå, når der sker nye og omvæltende ting - også selvom det er noget så fantastisk som en forlovelse. Så jeg vil bare lige understrege, at der ikke er noget forkert ved dig, og at du er helt perfekt, som du er!  

Jeg kan virkelig godt genkende følelsen af at sammenligne sig med andre. Det tror jeg vi er mange, der kan. Hvad end det drejer sig om forhold, udseende, bolig, job osv., så er det min oplevelse, at det generelt er noget der fylder rigtig meget hos mange af os. Og selvom vi ofte kommer til at sammenligne os med andre, så betyder det ikke, at vi ikke værdsætter det, vi selv har. Og det er ikke noget, du skal skamme dig over, for det er helt naturligt! <3 

Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende, og især når man er opmærksom på, at det er dét, man gør - så kan følelsen nogle gange godt blive lidt forstærket. Men husk på, at det er mega sejt, at du ser det og kan sætte ord på, for det er tit og ofte dér vores udvikling virkelig sker, og der vi lærer os selv endnu bedre at kende. Måske kan det hjælpe dig at vende mindsettet lidt på den måde..? Så i stedet for at blive vred på dig selv og skamme dig, så prøv at blive nysgerrig på, i hvilke situationer at sammenligningen opstår, og hvis du kan, så undersøg hvilke triggere der ligger til grund for, at vreden og skammen også opstår <3 

Med det sagt, så er jeg virkelig med dig i den her - fordi det er selvfølgelig nemmere sagt end gjort. Vi lever i en verden, hvor vi konstant bliver konfronteret med "det perfekte liv", og glansbilledet om, hvor fantastisk og rosenrødt det er alle andre steder. Husk på at det ofte er en illusion. Ingen går gennem livet uden problemer, og ingen lever et fejlfrit, rosenrødt liv. Alle kæmper med deres - i større eller mindre grad. Husk på at vi tit kun ser brudstykker af andres liv - aldrig hele billedet. <3

Som du så fint også skriver, så er alle forhold forskellige, og vi som individer er også forskellige. Så hvad der fungerer for din kusine og hendes partner, behøver ikke at fungere for dig og din partner. Vi har alle forskellige behov og måder, vi gør tingene på, og der er ikke noget, der er mere rigtigt eller forkert end noget andet. Afhængig af hvor tæt du er med din kusine og hvor fortroligt i taler sammen, kan du måske også dele dine tanker lidt med hende? Måske kan I få en god snak om, hvilke faktorer og områder i hendes forhold, der vækker noget i dig? Eller måske med en anden tæt veninde eller et familiemedlem. <3 Min erfaring er, at det nogle gange kan give en ret fin afklaring, når man får åbnet lidt op for de følelser, der virkelig kan skabe usikkerhed i én ved at få det afmystificeret en lille smule... <3 Nogle gange opdager man, at den man sidder overfor har det på præcis samme måde i et eller andet omfang. Og det kan være rigtig rart at føle, at man ikke er alene! <3 
Fordi det er du bestemt ikke!! 

Jeg håber, mit svar kan give dig en lille smule afklaring eller i hvert fald en følelse af, at det du oplever bestemt ikke er forkert, og at du på ingen måder behøver at skamme dig eller møde dig selv med vrede <3 Du er lige, som du skal være!  

Jeg ønsker dig alt det bedste fremover <3 

De varmeste hilsner Kathrine