Jeg hader mine strækmærker
Hej, jeg har altid haft et anstrengt forhold til min krop. Jeg har altid følt mig stor og haft et dårligt syn på min krop, selvom min familie har kommenteret på, at jeg var tynd. Når jeg ser gamle billeder af mig selv i dag kan jeg se, hvor tynd jeg var, samtidig med at jeg stadig føler mig stor i dag. Jeg fik mine første strækmærker da jeg var omkring 13. De kom på lårene og det synes jeg var utrolig svært. Særligt da jeg altid har forbundet det med noget forkert og at være overvægtig eller tage på. Siden da har jeg fået en del flere. Både på lår, hofter, bryster og et enkelt på ryggen/siden. Det fylder for mig konstant. Jeg bliver ked af det, hver gang jeg klæder om og når jeg sidder på toilettet, hvor jeg kan se strækmærkerne. Jeg får stadig flere og flere og jeg kan slet ikke acceptere dem. Samtidig er jeg begyndt at tænke utrolig meget over min kost og træne 5 gange om ugen for at komme i form/tabe mig. Jeg tænker konstant over kalorier og at holde mig fra bestemt mad samt motionere meget. Min mens er nu 1 måned forsinket, ved ikke om det har en sammenhæng. Det der fylder allermest for mig og som gør mig mest ked af det er mine strækmærker, særligt tanken om at de jo er der for evigt.
Hilsen Amalie
GirlTalks svar
Kære Amalie ❤️
Tusind tak for dit brev. Jeg vil bare starte med at sige, at du ikke er alene om de tanker og følelser, du beskriver. Mange har et anstrengt forhold til deres krop, især i teenageårene - og det er helt okay at synes, det er svært.
Du skriver, at dine strækmærker fylder allermest. Det kan være virkelig frustrerende, når man føler, at noget ved ens krop er “forkert” - især når det er noget, man ser hver dag. Men det er vigtigt at vide, at strækmærker ikke kun handler om vægt. De kan komme af mange forskellige grunde - fx hormonelle forandringer, hurtig vækst i puberteten eller gener fra ens forældre. Ja, faktisk kan de også komme fra for hurtigt vægttab! Og næsten alle får strækmærker på et tidspunkt - både tynde, høje, lave, trænede og helt almindelige kroppe.
Jeg har veninder, der er veltrænede eller spinkle, som har strækmærker, og omvendt har jeg veninder med flere kurver, som slet ikke har nogen. Det er altså virkelig individuelt, og handler ikke om, om man har gjort noget “rigtigt eller forkert”.
Mange strækmærker bliver desuden mindre synlige med tiden - de falmer ofte fra lilla/røde til en lysere farve, der næsten forsvinder ind i huden.
Jeg kan godt forstå, at det fylder så meget, at du også er begyndt at tænke mere over kost og træning. Det giver god mening, at du gerne vil føle dig bedre tilpas i din krop - men jeg bliver alligevel lidt bekymret, når du skriver, at din menstruation er forsvundet. Det kan være et tegn på, at din krop mangler noget, især hvis du spiser meget lidt og træner meget. Din krop har brug for brændstof og næring for at kunne fungere - også hvis du gerne vil være stærk eller i god form.
Når kroppen ikke får nok mad eller hvile, kan den faktisk gå i “overlevelsesmode” - og så kan både træning, søvn og humør blive påvirket. Du gør dig umage, og det er tydeligt, at du gerne vil have det godt - og måske kan et første lille skridt være at mærke efter: Trives min krop med det her? Føles det rart og balanceret?
Måske kan det også hjælpe at dele nogle af dine tanker med en veninde. I kunne måske lave en hyggelig dag ud af, at snakke, dele og grine over de ting, I er usikre på - for vi har alle sammen noget, vi kæmper med. En anden ting, der kan være godt at huske på er, at vi tit sammenligner os med det allerbedste vi ser i andre: “Camillas smil, Signes glatte hud og Victorias flotte krøller...” - selvom ingen mennesker er sat sådan sammen i virkeligheden.
Du har din krop hele livet, og derfor er det vigtigt at finde måder at have det godt med den, skridt for skridt. Du fortjener at føle dig hjemme i dig selv, og du fortjener at behandle dig selv med samme omsorg, som du ville give en veninde, der havde det sådan her.
Kæmpe kram til dig ❤️
Danni @ GirlTalk
Viden om
Viden om alt det, der er vigtigt for dig! Bliv klogere, bryd tabuer og find ud af, hvordan andre har det med at være ung lige nu.
Pigetanker
Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her, i vores brevkasse, eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.
Vil du vide mere om:
- Venskaber og familie
- Krop og sex
- Selvværd
- Kærlighed
- Skole og uddannelse
- Trivsel
- Andet
Alder:
- 10 år
- 11 år
- 12 år
- 13 år
- 14 år
- 15 år
- 16 år
- 17 år
- 18 år
- 19 år
- 20 år
- 21 år
- 22 år
- 23 år
- 24 år
- 24+ år
-
Dødstanker
-
Jeg kæmper med min krop og har brug for hjælp. Men jeg tør ik give slip.
-
Kan man blive afhængig af onani?
-
Hvordan skal jeg gøre for ikke at bløde igennem i skolen?
-
Min kæreste skriver med en anden, og det giver mig svære tanker
-
Jeg ved ikke om mit crush kan lide mig
-
Mine strækmærker er min største usikkerhed
-
Jo mere jeg prøver at finde mig selv, jo sværere bliver det
-
Jeg plejer at være glad, men lige nu orker jeg ingenting
-
Jeg føler ikke, at min mor har overskud til mig
-
Har svært ved at få de der rigtig personlige venskaber som er vedvarende
-
Jeg skulle måske have gjort noget for ham, men jeg følte mig ikke klar