Skriv med os i dag 18:30 - 00:00
Skriv et brev
Pige, 17 år
17. marts 2026

Jeg har ikke mistet min mødom endnu, og det synes jeg er så flovt og virkelig pinligt

Hej.
Jeg har længe gerne ville have en kæreste og nu har jeg endelig fundet en dreng som jeg rigtig godt kan lide og som jeg ved også godt kan lide mig. Drengen er sammen alder som mig.

Mit problem er bare at jeg ikke har mistet min mødom endnu, og det synes jeg er så flovt og virkelig pinligt. Jeg har heller ikke sådan rigtigt kysset med nogle før. Jeg ved ikke længere hvordan jeg skal forholde mig ved tanken om at have sex, for jeg vil virkelig gerne men det fylder bare mere og mere at jeg synes det er pinligt, og fordi jeg nu rent faktisk har muligheden for at få en kæreste.

Min frygt er virkelig at den ikke kan komme op og jeg har ikke rigtig nogle jeg kan snakke med det om.
Jeg har nogle rigtig tætte veninder som er rigtig åbne over for at snakke om sådan noget og jeg ved de vil hjælpe mig. Men jeg har bare svært ved at snakke om det med nogle jeg kender derfor håber jeg at kunne få en helt masse råd her til hvordan man er intim med drenge og måske få lidt ro på.

GirlTalks svar

Kære du <3
Tusind tak for dit brev. Hvor er det godt at du deler dine tanker med os, når nu det er svært at tale med dine veninder om det. Jeg fornemmer tydeligt, at du står i en situation, der både er vildt dejlig, men også rigtig sårbar. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig nogle gode ting at reflektere over, og nogle helt konkrete råd til hvordan man er intim med drenge, så du kan få lidt mere ro på <3
Det er fantastisk, at du har fundet en dreng, du godt kan lide, og som kan lide dig! Men jeg forstår også godt, at tanken om at skulle være intim og have sex kan føles overvældende, når du ikke har prøvet det før. Og jeg er helt sikker på, at der sidder rigtig mange piger derude, som vil læse dit brev og kunne spejle sig i lige præcis det, du går i gennem. Og til dig og alle dem vil jeg gerne have lov til at sige: der er ikke er noget som helst pinligt ved ikke at have mistet sin mødom eller prøvet at kysse endnu. Du er uendeligt værdifuld og din værdi har absolut intet at gøre med, hvor meget eller hvor lidt erfaring du har. Og intet kan tage den værdi fra dig!
Konkrete råd til intimitet
Du spørger helt konkret til, hvordan man forholder sig, og hvordan man er intim med drenge. Det kan være rigtig rart at have lidt at støtte sig til, så her er en liste med nogle ting, du måske kunne overveje:
  • Kys og berøring: Du kan måske tænke over at starte i det små. Intimitet starter længe før sex. Det kan starte med at sidde tæt i en sofa. Når i skal kysse for første gang, så prøv at læne dig lidt frem, lukke øjnene og mærke efter, hvad han gør. En god huskeregel er at bruge sine hænder imens: Du kan f.eks. lægge en hånd på hans brystkasse, nusse ham lidt i håret eller lægge armene om hans nakke.
  • Hvis den falder: Du nævner din frygt for, at "den ikke kan komme op". Jeg gætter på, at du er bange for, at det bliver akavet, hvis han mister sin rejsning. Det er en utrolig normal frygt og jeg kan sagtens huske, at jeg gik med de samme tanker, da jeg var jomfru. Efterhånden har jeg dog lært sandheden: At sex for det meste er lidt klodset de første gange for alle. Hvis den ikke kan komme op eller ikke vil samarbejde, skyldes det faktisk ofte, at han selv er enormt nervøs - det har intet med dig at gøre. Så kan du bare smile, kysse ham lidt videre på halsen eller munden, og sige "det er helt okay, vi har ikke travlt."

  • Sig det højt: Har du overvejet at fortælle ham, at du ikke har prøvet så meget før? Det kan måske føles grænseoverskridende, men det kan faktisk tage alt presset fra dine skuldre. Du kan f.eks. sige: "Jeg kan rigtig godt lide dig, men jeg er faktisk lidt nervøs, for jeg har ikke rigtigt prøvet det her før". En god fyr vil elske, at du er ærlig, og han vil gøre sig umage for at passe på dig<3

  • Brug dine veninder: Det kunne være, at du alligevel skulle kaste dig ud i at sige det til bare én af dine tætte veninder? Du skriver selv, at de er åbne, og nogle gange forsvinder "pinligheden", lige så snart ordene er sagt højt.

Hvor kan du læse mere? Hvis du har brug for flere råd eller mere viden, vil jeg varmt anbefale dig at kigge på Sexlinien. De er eksperter på intimitet og den første gang. Du er selvfølgelig også altid velkommen til at skrive ind til GirlTalks egen chatrådgivning, hvor der hver dag sidder en masse piger klar til at lytte <3

Tag det hele i dit helt eget tempo. Træk vejret dybt – det skal nok blive en rigtig god og spændende oplevelse. Jeg hepper på dig!

Knus og kram, Vivi <3

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.

Hvad handler dit brev om? *

Pigetanker

Pigetanker er vores brevkasse til dig, der har noget på hjerte. Her kan du dele dine tanker, spørgsmål og følelser helt anonymt eller læse om andre pigers oplevelser og dilemmaer. Brevkassen udgives hver onsdag.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre