Odense Håndbold og GirlTalk har indgået et langvarigt samarbejde om Odense Håndbolds initiativ #TimeoutForPiger - et opråb mod perfekthedskultur og forventningspres, der hersker blandt unge piger i sports- og foreningslivet.

Næsten to ud af tre teenagepiger stopper nemlig med at dyrke sport på grund af usikkerhed og pres fra både omverdenen og fra dem selv. 

 

Store problemer kræver stærkt samarbejde

Det strategiske samarbejde er baseret på Odense Håndbolds initiativ #TimeoutForPiger, som har til hensigt at fremhæve, italesætte og forebygge det pres, som mange unge kvinder oplever, og hertil skabe miljøer, hvor de kan trives uden forventningspres.

GirlTalk og Odense Håndbold opfordrer andre sportsklubber og aktører i det danske foreningsliv til at deltage og bakke op om det vigtige initiativ ved at sprede budskabet om #TimeoutForPiger.  

Gennem medieeksponering, aktiviteter og flere kvindelige rollemodellers egne fortællinger håber Odense Håndbold og GirlTalk at kunne inspirere og støtte unge kvinder. Håndtegnet og hashtagget #TimeoutForPiger repræsenterer ikke blot problemet, men opfordrer til at skabe en forandring.

Læs mere om kampagnen her

Vi er utrolig glade for vores samarbejde med GirlTalk. Som en af Danmarks førende kvindesportsklubber anser vi det som nærliggende at have fokus på piger og unge kvinders trivsel. Vores spillere står eller har selv stået i mange af de situationer, som andre unge står i. Derfor har de et naturligt ønske om at bruge deres stemme til at gøre en forskel for pigers trivsel. Vi får meget ud af samarbejdet med GirlTalk, som utvivlsomt smitter positivt af på vores forretning, både i form af kendskab og prisoverrækkelser, og lokalt i det fynske erhvervsliv, hvor vi oplever stor anerkendelse for, at vores CSR-fokus er målrettet piger.
- Lasse Honoré, adm. direktør for Odense Håndbold

Initiativer på tværs

Odense Håndbold og GirlTalk vil samarbejde om aktiviteter på tværs af håndbolden for at forebygge og sætte fokus på forventningspres. Der vil bl.a. komme årlige events for foreninger og forældre, så sporten kan være med til at danne rammerne om et trygt rum og en kultur, hvor det er okay ikke at være perfekt. Derudover vil samarbejdet inkludere oplæg, workshops og aktiviteter rettet mod trænerne, spillerne og pigerne.