Når man ser content creator Sofie Wulff på sociale medier i dag, kan det være svært at forestille sig, at hun gennem store dele af sin skoletid følte sig alene. Men bag billederne gemmer der sig en historie om venskaber, der ikke føltes trygge, fester, hun ikke blev inviteret til, og flere år, hvor hun forsøgte at skjule, hvor ensom hun egentlig var.
For når alle andre ser ud til at have fundet deres vennegruppe, er det let at tro, at man selv er problemet.
Vi vokser op med en fortælling om, at de tætte venskaber opstår i folkeskolen eller gymnasiet. Det er her, man skal finde sin gruppe, få interne jokes og skabe de minder, man senere ser tilbage på.
For nogle sker det. For andre gør det ikke.
Når man står på ydersiden af fællesskabet, kan det føles, som om alle andre har fået udleveret en opskrift, man selv mangler. Man begynder måske at lede efter forklaringen hos sig selv: Er jeg for stille? For meget? For anderledes? Er der overhovedet nogen, der vil vælge mig?
Men de fællesskaber, vi møder i skolen, er i høj grad skabt af alder og geografi. Vi bliver placeret i en klasse med mennesker, vi ikke selv har valgt. Nogle er heldige at finde nogen, de passer naturligt sammen med. Andre bruger længere tid på at finde et sted, hvor de kan være sig selv.
Det siger ikke noget om, hvor gode venner de kan være.
Når det føles, som om alle andre hører til
På sociale medier bliver fællesskaberne endnu mere synlige. Vi ser billeder fra festerne, ferierne og de lange middage. Vi ser vennegrupper, der har kendt hinanden siden barndommen, og mennesker, som tilsyneladende altid har nogen at ringe til.
Det, vi sjældent ser, er alle dem, der også savner. Dem, der føler sig alene midt i en gruppe, eller som stadig leder efter relationer, hvor de kan sænke skuldrene helt.
Sådan var det også for Sofie. Først i tyverne fandt hun de relationer, hun i dag ikke kan forestille sig sit liv uden. Gennem blandt andet gaming og Twitch mødte hun mennesker, som ikke kendte hendes historie fra skolen, men lærte hende at kende gennem hendes humor, energi og interesser.
De veninder jeg har i dag - jeg elsker dem. Jeg er så glad for, at jeg har brugt et helt liv på at finde dem, fordi de er lige som de skal være. Jeg ville gå igennem det hele igen for lige præcis at have dem i mit liv.
Hendes historie minder os om, at de mennesker, vi går i skole med, ikke er de eneste mennesker, vi kommer til at møde.
Når vi bliver ældre, vokser verden omkring os. Vi møder mennesker gennem interesser, uddannelse, arbejde, frivillighed og alle de steder, vi endnu ikke kender. Samtidig bliver vi ofte bedre til at forstå, hvad vi selv har brug for i et venskab – og til at vælge relationer, hvor vi ikke skal gøre os mindre eller anderledes for at passe ind.
Det betyder ikke, at ensomheden ikke gør ondt lige nu. Men den fortæller ikke sandheden om, hvordan resten af dit liv kommer til at se ud.
Det er derfor, afsnittet med Sofie Wulff er værd at lytte til. Ikke kun fordi hendes historie ender et godt sted, men fordi den gør op med forestillingen om, at nære venskaber skal opstå på et bestemt tidspunkt.
Hvis du endnu ikke har fundet dine mennesker, er det ikke et bevis på, at der er noget galt med dig.
Måske har du bare ikke mødt dem endnu.
