Kære Siri
Tak fordi du har valgt at række ud og dele dine tanker her i vores brevkasse <3 Det er utrolig modigt af dig, at åbne op omkring en du er begyndt at kunne lide. Her i brevkassen og hos Girltalk kan man skrive om alt, og ved at du vælger at dele ud om din egen historie kan det give andre piger modet til, at tale mere åbent, så man ikke ender med at gå med det alene. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig det svar, du søger, og forhåbentlig gøre tingene lidt lettere at navigere i.
Det lyder som en dejlig følelse, du sidder med, at kunne lide ham, som vi fiktivt kalder for Oskar. Jeg kender godt den følelse, hvor ens syn på en person pludselig ændrer sig – fra at man ikke rigtig bryder sig om en dreng til at se ham i et helt nyt lys på et splitsekund. Det viser virkelig noget om dig, at du ikke lader fordomme stå i vejen for at give ham en chance og få et andet syn på ham.
Måske er det hans ærlighed, der gør en forskel? At han åbner op og fortæller, at han tror på Gud, er jo en meget oprigtig samtale. Hvis det kunne være det, så forstår jeg godt, at du finder ærlighed attraktivt – det er virkelig noget, der kan skabe en stærk forbindelse.
Til sidst vil jeg gerne skrive, at du også må have det på denne måde. At mærke, at noget føles lidt anderledes og nyt. Du virker som en åben person, der ser folk for, hvem de virkelig er, og det er virkelig sejt, at du står ved og mærker denne ændrede følelse i dig. Det kræver mod at være så ægte og åben overfor de forandringer, man gennemgår.
Jeg håber, mit svar kunne være til nytte for dig. Hvis du har brug for at drøfte det nærmere, og flere råd eller tale om noget andet, er du altid velkommen til at skrive ind til vores chatrådgivning hos Girltalk.
Stort kram og tanker til dig,
Hannah-Rosa <3