For dig, der går på NEXT København eller Syddansk Erhvervsskole
Tilmeld dig herSamtaler og kreativitet
I Sisterhood er vi sammen om noget kreativt, mens vi taler om det, der fylder.
Du får et frirum og et fællesskab med en lille gruppe, hvor du kan spejle dig i de andre, og hvor vi sammen skaber et stærkt fællesskab.
I mødes 2 timer en fast dag om ugen, 8 gange ialt og i nærheden af din uddannelse.
I videoen her tager skuespiller og ambassadør i GirlTalk Karoline Hamm dig med på et lille smugkig ind i Sisterhood - og hvad det er ved Sisterhood, der er så fedt.
Jeg var meget glad for forløbet i Sisterhood. Jeg føler, at det har givet meget for mig personligt og socialt. Jeg har fået mere selvtillid og generelt også mere tillid til omverdenen og tiltro til at kunne være glad på min egen måde
Er Sisterhood for dig?
Sisterhood er for dig, der er mellem 15 og 18 år, og som ønsker et stærkt fællesskab ved siden af din uddannelse.
Du kan tilmelde dig, hvis du går på en af følgende uddannelser.
- NEXT København
- Syddansk Erhvervsskole
Der starter nye hold op i efteråret 2025 og du kan allerede nu tilmelde dig.
To gruppeledere sørger for, at alt det I deler, bliver mellem jer. De giver redskaber og støtte, der hjælper dig og de andre i gruppen, til at I kan åbne op, tale om det, der fylder og spejle jer i hinanden. Vores frivillige gruppeledere er unge kvinder, som er uddannet hos GirlTalk, og som brænder for at skabe trygge og hyggelige fællesskaber.
Sådan tilmelder du dig
Er du mellem 15 og 18 år og går på en af de uddannelser, der er med i Sisterhood, kan du tilmelde dig via vores tilmeldingslink her.
Tilmeld dig herOfte stillede spørgsmål
Her finder du svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte får i GirlTalk. Har du et spørgsmål, som ikke bliver besvaret her, er du altid velkommen til at skrive til info@girltalk.dk.
Hvad er formålet med Sisterhood?
Formålet med Sisterhood er at give deltagerne et trygt frirum, hvor de kan møde andre jævnaldrende og blive en del af et positivt fællesskab. I Sisterhood bruger vi tegning som et fælles tredje, da det skaber et godt afsæt for gode samtaler og refleksioner.
I gruppen kan deltagerne spejle sig i hinanden, støtte hinanden og etablere sociale relationer. Gennem forløbet får deltagerne desuden indsigt og redskaber til at forstå sig selv og andre, så de bliver bedre i stand til at håndtere de udfordringer, de møder i deres hverdag.
Det er vigtigt at understrege, at Sisterhood ikke er behandling, men en forebyggende indsats. Her kan deltagerne finde hjælp, støtte, vejledning, sparring og motivation til at håndtere udfordringer i deres liv.
Hvor og hvornår ligger Sisterhood?
Sisterhood strækker sig over 8 uger og ligger typisk om eftermiddagen en fast ugentlig dag på din uddannelse. Hver gruppegang varer to timer, så der er god tid til at snakke, være kreativ og hygge sig sammen.
Skal man være god til at tegne for at være med i Sisterhood?
I Sisterhood handler det ikke om at være god til at tegne. Vi bruger tegning som en måde at udtrykke os på, og fordi det ofte kan være med til at starte nogle gode snakke. Så uanset om du er vant til at være kreativ, eller om du aldrig har haft en blyant i hånden, er du velkommen i Sisterhood.
Hvilke oplysninger bliver delt med min uddannelse?
I Sisterhood deler vi som udgangspunkt kun dit navn og klasse med din uddannelse, så de ved, at du deltager i gruppen. De ting, du fortæller i gruppen, bliver hverken delt med dine lærere eller studievejledere.
Skulle der alligevel opstå en bekymring hos dine gruppeledere, som de er nødt til at gå videre med, vil de tale med dig om det først.
Kan jeg godt komme til Sisterhood, selvom jeg ikke har været til undervisning inden?
Sisterhood er et selvstændigt tilbud, der udbydes af GirlTalk, og vi er ikke involveret i eventuelt fravær, du måtte have på din uddannelse. Derfor kan du trygt komme til Sisterhood, selvom du ikke har været til undervisning.