Kære søde dig <3
Tusind tak for dit brev! Hvor er det bare sejt af dig at skrive ind til os <3 Jeg vil svare på dit brev, så godt jeg kan <3
Det lyder virkelig ikke rart at gå rundt med følelsen af, at en veninde pludselig ikke gider en mere – især når I tidligere har været rigtig gode venner! Det er helt forståeligt, at du bliver ked af det og i tvivl om, hvad du skal gøre <3
Når de andre piger fortæller dig, at din veninde bagtaler dig, kan det være svært at vide, hvad du skal tro. Måske fortæller de sandheden, men det kan også være, at der er sket en misforståelse. Derfor vil jeg prøve ikke at konkludere noget, før du ved det med sikkerhed.
Mit råd er, at du prøver at snakke med din veninde, når I er alene. Du behøver ikke starte en stor konflikt. Du kan f.eks. sige: “Jeg føler lidt, at du ikke gider være sammen med mig mere, og det gør mig faktisk ked af det. Er der noget, der er sket mellem os?”
På den måde fortæller du hende, hvordan du har det, uden at beskylde hende for noget. Du kan også spørge hende direkte, om hun har sagt noget om dig til de andre. Det kan måske føles lidt grænseoverskridende, men det er bedre at få det afklaret end at gå rundt og være ked af det og gætte på, hvad der foregår.
Husk, du behøver ikke kæmpe for at få en person til at være din ven! Et godt venskab skal gerne føles trygt, og begge skal have lyst til at være sammen. Det er også helt okay, at hun får andre venner – det betyder ikke, at der ikke er plads til dig <3
Hvis hun ikke vil snakke med dig eller fortsætter med at ignorere eller tale dårligt om dig, så prøv at bruge mere tid sammen med nogle af de andre i klassen. Måske er der nogen, du ikke har været så meget sammen med før, som faktisk kunne blive rigtig gode venner <33
Hvis det bliver ved, eller hvis du føler dig holdt udenfor eller mobbet, synes jeg, du skal fortælle det til en voksen! Det kan f.eks. være en forælder, lærer eller pædagog. Du skal ikke stå alene med det <3
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget <3 Husk at du altid er velkommen til at skrive ind igen eller kontakte GirlTalks
chatrådgivning, hvis du har behov for at snakke mere om det eller om noget andet <3