Kære dig,
Tusinde tak for at skrive til os <3 Jeg kan virkelig godt forstå, at du har blandede følelser efter din første gang. Jeg læser ikke dit brev, som om du fortryder, men snarere som om du både er glad og stolt over, at det skete, samtidig med at du havde en oplevelse, som ikke helt føltes, som du havde håbet. Det lyder til, at du og din kæreste havde talt om sex i noget tid, og at I begge havde glædet jer. Det lyder også som om, han gjorde sig umage for at skabe en tryg og romantisk situation, og at du var nervøs, selvom det var noget, I havde aftalt. Det er helt okay. Man kan godt være klar på at have sex og samtidig være nervøs, når det faktisk skal ske.
Du skriver, at det gjorde ondt, men at du bad ham fortsætte, fordi du gerne ville have det overstået. Her vil jeg gerne sige noget vigtigt: du behøver ikke gennemføre sex, bare fordi I har aftalt det på forhånd. Du må altid ombestemme dig eller sige stop – også midt i det hele. Og sex skal ikke være noget, du skal holde ud, hvis det gør ondt. I kan fx aftale, at I stopper det eller ændrer noget, hvis noget gør ondt, og at der ikke er noget bestemt, I skal nå. Hvis I har lyst til penetration, kan kondom og/eller glidecreme også være en hjælp.
Det betyder heller ikke, at der er noget galt med dig, fordi du ikke mærkede seksuel nydelse under samlejet. Første gang kan være fyldt med nervøsitet, forventninger og mange tanker, og kroppen reagerer ikke nødvendigvis på den måde, man havde forestillet sig. Sex kan også føles akavet, overvældende, rart, sjovt eller slet ikke særligt seksuelt – og det kan ændre sig fra gang til gang.
Så jeg kan godt forstå, at du tænker på, hvordan sex mon føles næste gang. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvordan det vil føles for jer. Men jeg kan foreslå jer, at tale om jeres oplevelse og forventninger. Det kan nogle gange være med til at tage noget af presset af. I stedet for at aftale, at I skal have samleje, kunne I også starte med at være nysgerrige på, hvad der føles rart for jer begge.
Du fortæller, at du efter sex tog hjem og onanerede – jeg læser det her som en god oplevelse for dig. Måske det kunne være en ide, at fortælle din kæreste hvordan du godt kan lidt at blive rørt ved, så han også får mulighed for at lære din krop og behov at kende, og så oplevelsen måske også føles mere seksuel for dig og du også nyder det. I kunne også snakke om, hvad der skal ske efter endt samleje, det kunne fx være ved at kysse, kramme, tale sammen eller noget helt andet, som man godt kan lide at gøre sammen.
Jeg håber, at du ved, at jeg forstår dine tanker. Du må gerne være superstolt og glad over, at du gjorde noget, du havde glædet dig til, og samtidig være lidt skuffet eller forvirret over, at det ikke føltes, som du havde håbet. De følelser behøver ikke at udelukke hinanden. Men jeg tror på, at ved du og din kæreste får talt om disse ting, at I kan lære jeres kroppe og behov bedre at kende – og derigennem have sex som føltes rart og trygt for jer begge to. Det er vigtigt at passe på hinanden.
Kærlig hilsen Klara <3