Kære Maria
Tak fordi du har valgt at række ud og dele dine tanker her i vores brevkasse <3 Det er utrolig modigt af dig at åbne dine tanker. Her i brevkassen, Pigetanker, og hos Girltalk kan man skrive om alt, og når du vælger at dele ud af dine tanker omkring dette emne, kan det give andre piger modet til, at tale mere åbent, så man ikke ender med at gå med det alene. Jeg vil gøre mit bedste for at give dig det svar, du søger, og forhåbentlig gøre tingene lidt lettere at navigere i.
Jeg kan virkelig godt forstå, at du synes, det kan være grænseoverskridende at tale med andre om det. Det er en meget personlig ting, og det er ikke noget, vi i vores samfund taler særlig meget om. Jeg forstår derfor også virkelig godt din tankegang med, at det kan være svært at indrømme overfor sig selv.
Jeg synes, det er utrolig modigt og sejt af dig, at du deler din oplevelse. Det kan faktisk gøre en stor forskel for dig selv, at få det skrevet ned og blive modtaget af en anden, især hvis det stadig føles grænseoverskridende at tale om det med ens nærmeste. Det er et vigtigt første skridt at tage, og herefter skal gøres i dit helt eget tempo.
Jeg kan godt forstå hvorfor du ser sex som det store og onani som et tabu, da det er sådan vores samfund også gør det til. Men man kan sige meget om det, og hvis vi tager udgangspunkt i samleje, så indeholder sex faktisk også en form for onani, ved også en masse berøring. Det er noget, man kan udforske sammen med sin partner, når man føler sig tryg ved den anden, og hvor begge parter føler sig komfortable med at dele og udforske.
Jeg skal selvfølgelig ikke være den, der siger, om det er for tidligt for dig eller ej. Det er meget forskelligt fra person til person, hvornår man føler sig klar. Men hvis jeg tager udgangspunkt i det, du skriver, og din alder, så vil jeg ikke mene, det er for tidligt. Det lyder også på dig, som om du er klar til at udforske det videre og tage skridtet mod at finde ud af, hvad der føles rigtigt for dig, og købe din egen.
Jeg håber, mit svar kunne være til nytte for dig. Hvis du har brug for at drøfte det nærmere, og flere råd eller tale om noget andet, er du altid velkommen til at skrive ind til vores chatrådgivning hos Girltalk.
Stort kram og tanker til dig,
Hannah-Rosa <3