Min familie forventer, jeg tager mig af min syge mor hele tiden. Men jeg har også brug for plads

Hej girltalk,

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte, men jeg prøver så godt jeg kan.

Sagen er den at min mor har været sengelignnede i 3-4 år nu, og det er skide hårdt for at være ærlig. Det er hårdt at se din mor være så syg og at lægerne ikke ved hvad de skal gøre - eller ikke kan hjælpe hende på en ordentlig måde.

Det første år, var det ikke så slemt, men det begyndte at tage stille til og jeg fik mere og mere ansvar for min mor, når min far var på arbejde. Min far er selvstædig og arbejder en del på forskellige tidspunkter af døgnet.
I næsten 2 år stod det på, før jeg fik sagt fra og lyttede til mig selv, fordi jeg var så langt nede og ikke turde at gøre noget for hvem skulle så passe på min mor. Det endte altså med at min mor og jeg fik byttet rollerne om, og jeg blev hendes mor - og snakkede med min far om planlægning af diverse ting.

Den dag i dag er det blevet bedre og jeg tager ikke ligeså meget ansvar og mine forældre giver det heller ikke til mig på samme måde som før. Men nogle gange hvor jeg bare har lyst til at lave mad til mig selv og ikke være min mors mor, får jeg altid et "jamen så kan du også lave aftensmad til mor, nu når du er i gang" og ja jeg forstår jo godt tanke gangen i det, fordi det er jo ikke slemt at bare at lave mad. Men jeg begynder stille og roligt at mærke at mit overskud forsvinder, selvom jeg nok ikke vil indrømme det. Jeg er bange for at sige fra overfor min far og mor, for jeg vil jo gerne hjælpe og støtte, men jeg synes bare det er ekstremt hårdt efter hånden.

Jeg var på højskole fra august 2024-juli 2025 og det var noget af de bedste som er sket for mig. Jeg havde fuldt fokus på mig selv og kunne gøre det jeg havde brug for. Jeg skulle ikke tænke på andre end mig selv og ja, det var så rart. Dog var det masser af skænderier på hjemmefronten det sidste halve år, fordi jeg sagde fra og sagde til min far at han ikke lyttede, selvom han mente han gjorder - men han lyttede ikke til mine behov, men mere hvad han troede der var bedst for mig ud fra hans synspunkt. Jeg ved godt han har gjort det af bedste mening og ikke ville noget ondt med det, men igen jeg havde brug for han lyttede til mig og ikke hvad han selv synes.
Efter jeg kom hjem snakkede vi det ud og han lyttede på den måde jeg gerne vil have ham til. Men jeg kan jo også godt mærke han har sine egne holdninger, og fred og være med den.

Som sagt kan jeg bare ikke rigtigt rumme mere, og jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt uden at jeg virker utaknemlig eller som om jeg ikke vil hjælpe til - eller at det ender i et stort skænderi igen.

Jeg har ikke nogen penge til at flytte hjemme fra som det ser ud nu, så det er ikke en mulighed - men jeg leder efter job og det er skide svært at få noget. 

Derudover så synes jeg også det er sygt pinligt at bo hjemme som 24 årig, men ja jeg havde i de 2 år dårlig samvittighed hvis jeg flyttede væk for igen, hvem skulle så passe min mor, når min far ikke var der.

Jeg fik højskoleopholdet af mine forældre, fordi jeg snakkede med dem om at det nok var bedst for mig at komme væk hjemmefra og ikke føle jeg havde de forpligtelser som jeg havde herhjemme - og det er jeg meget taknemlig for.

Derudover så føler jeg altid at min mor skal snakke om hende selv. Hverken jeg har noget at sige, får jeg kun lov at snakke om det i 2 min og så er det tilbage til hende. Enten hendes sygdom og hvor dårligt det er at lægerne ikke kan gøre noget samt hvor ondt og frusterende det er eller om det spil hun nu spiller på det tidspunkt. Samtidig med det siger min far også ting til mig som han synes er frusterende omkring min mor - så ja jeg føler mig lidt som mellemmand og de overser mig nogle gange.

Min far er dog god til at snakke med mig om de ting der går på, men jeg kan stadigvæk ikke lade vær med at tænke at jeg har et for stort anvar herhjemme end jeg burde.

Sorry for den meget lange tekst og måske en lille smule forvirrende opbygning.

Knus fra pigen der har brug for et lyttende øre