Kære seje dig,
Først og fremmest så vil jeg gerne understrege at de følelser og oplevelser du sidder med slet ikke er wierd og du heller ikke er det på nogen måde! Men jeg kender selv følelsen af, at tror man er den eneste der har det som man har det. Men jeg forstår virkelig godt, det som du beskriver i dit brev - og jeg er sikker på, at der er andre unge piger som også kan genkende det du beskriver i dit brev. Og hvor er det mega modigt at sætte ord på det! Tusinde tak for det. Jeg sender dig en kæmpe krammer!
Jeg kan høre på dit brev, at du står i en svær konflikt mellem to forskellige tankegange. På den ene side er der en del af dig, som godt ved, at du er normalvægtig, og at du ikke behøver at tabe dig. På den anden side er der en stemme, som fortæller dig noget helt andet – som får dig til at tænke mere og mere over kalorier, springe måltider over og få lyst til at kaste op efter at have spist. Jeg forestiller mig, at det kan være rigtig forvirrende at stå midt i de to tankegange, særligt når de trækker dig i hver sin retning. Jeg vil gerne understrege, at de tanker ikke er noget, du selv har valgt, og at du ikke er forkert, fordi du har dem. Men jeg bliver også bekymret for dig, når jeg læser, hvordan tankerne allerede påvirker din hverdag og dit forhold til mad. Du behøver ikke have en spiseforstyrrelse eller være nået til et bestemt punkt, før du fortjener hjælp. Det, du beskriver, er allerede noget, du fortjener at blive taget alvorligt og få støtte til.
Jeg får også lyst til at sige noget til den del af dig, der tænker, at det ville være bedre, hvis du fik en spiseforstyrrelse: En spiseforstyrrelse er ikke en løsning på de svære tanker, du står med. Den kan tværtimod komme til at fylde mere og mere og tage plads fra mange af de ting, der ellers betyder noget i dit liv. Jeg forestiller mig, at det kan være svært at give slip på tanken, hvis du samtidig oplever, at den giver dig en følelse af kontrol eller et håb om, at noget bliver bedre. Men du fortjener at få det bedre uden at skulle kæmpe mere med mad, kalorier eller din krop. Og du behøver ikke vente, til det bliver værre, før du må bede om hjælp
Du skriver i dit brev, at du ikke kommer til at snakke med nogen om det. Og det er helt okay at have det sådan lige nu. Jeg kan forestille mig, at det kan virke overvældende og uoverskueligt at dele de her tanker. Men jeg vil igen minde dig om, hvor sejt og modigt det er, at du rent faktisk skrev til os. Og jeg er så glad for, at kunne besvare dit brev. Jeg bliver dog lidt nysgerrig hvad der mon gjorde at du skrev herind på trods af, at du siger, at du ikke kommer til at snakke med nogen om det? Hvis du en dag får lyst til at snakke med nogen om det, så er jeg sikker på, at der er mange i din omgangskreds som gerne vil lytte. Nogle gange kan det virke overvældende at skulle fortælle nogen alt om hvordan man har det, men det behøves man slet ikke. Nogle gange er få ord nok, et brev kan også være vejen frem eller en hvad der føltes trygt. Det kan også være, at det kunne være rart at starte med at tale med nogen som ikke kender en - her kunne GirlTalks Chatrådgivning også være et sted at starte. Der sidder hver aften nogle super søde som gerne vil lytte til dig <3
Jeg håber, du vil tage noget af det mod med dig, som du allerede har vist ved at skrive til os. Det er ikke altid nemt at række ud, særligt når en del af en måske helst vil holde det hele for sig selv. Men du fortjener ikke at stå alene med de tanker, og du behøver ikke klare det hele selv. Jeg håber, du vil give dig selv lov til at tage imod hjælp – også selvom det måske føles svært i begyndelsen. Og husk, at selv de små skridt tæller. Jeg håber du vil huske på, at være en lille smule god ved dig selv, også på de dage hvor mad kan være ekstra svært.
De kærligste kram fra Klara <3