Jeg har endelig fundet en veninde jeg stoler på - så hvorfor er det så svært at åbne op?
Jeg er blevet virkelig tæt med min veninde og hun er virkelig fantastisk og jeg havde aldrig drømt om en veninde som hende. Hun fortæller mig alt, og jeg vil virkelig gerne også fortælle hende alt. Men det er som om at hver gang jeg har et problem, eller noget der virkelig fylder i mine tanker så har jeg lyst til at sige det til nogen. Og det burde jo så være hende. Jeg føler mig virkelig tryg og jeg ved at hun aldrig ville dømme mig. Hun er støttende og det hjælper altid at snakke med hende. Men når jeg så har et “problem” eller en tanke der fylder som jeg burde sige til hende, så har jeg ikke rigtigt lyst. Det giver ingen mening, for som sagt hjælper det jo altid. Men det er som om jeg er bange for at hun skal vide for meget. Eller at jeg skal vide for meget om hende. Hvilket er sygt dumt for det er jo det jeg altid har drømt om, og som alle drømmer om. Jeg ville ikke sådan have at hun skal vide alt om mig og jeg får kvalme ved tanken om at sige det til hende og jeg føler mig virkelig tarvelig, og ond over det. Jeg vil jo bare af hele mit hjerte gerne have en bedste veninde og jeg føler endelig at jeg har fundet en, så hvorfor skal det være så svært? Jeg ved ikke om du forstår mig, for jeg tror ikke engang selv jeg forstår det men jeg ved virkelig ikke hvad der er galt med mig. Hvorfor kan jeg ikke bare have en bedste veninde som alle andre som jeg kan fortælle alt og være en hun kan fortælle alt til. Hvorfor får jeg det dårligt når jeg vil sige ting til hende? Hvorfor? Hvad skal jeg gøre?