Kære dig,
Tak for dit brev – og hvor er det dejligt at høre, at du synes, GirlTalks hjemmeside er en hjælp <3 Og sikke et godt spørgsmål, jeg er sikker på, som der er andre der har oplevet lignende og går med de samme tanker!
Først og fremmest, så er det vigtigt at huske, at det er helt normalt at have hår på maven, og det er også helt normalt, at hårene nogle steder på kroppen er længere eller mørkere end andre. Kropshår kan se meget forskelligt ud fra person til person.
Så hvad skal du gøre med hårene? Det bestemmer du faktisk helt selv. Du behøver ikke fjerne dem, hvis de ikke generer dig. Hvis du derimod selv har lyst til at fjerne dem, kan du eksempelvis barbere, vokse eller plukke dem. Der er dog lidt forskelle på de her metoder. Og nu taler jeg ud fra mine egne erfaringer med at fjerne hår. Så måske kan det være en god ide, at google hvilken metode der giver bedst mening for dig.
- At barbere: det er hurtigt, nemt og gør ikke ondt. Men hårene vokser som regel hurtigt ud igen. Nogle mennesker oplever irritation og indgroede hår, særligt hvis man bruger samme skraber flere steder på kroppen
- At vokse: der findes forskellige metoder til dette, det gør som regel mere ondt end at barbere. Dog fjerne det oftest hårene og dens hårsæk, og derfor kan der gå længere tid inden hårene gror ud igen
- At plukke: hvis der er tale om nogle få hår, kan det nogle gange være nemmere at plukke disse ud med en pincet, frem for at fjerne alle. Det kan dog gøre lidt ondt at plukke dem, og hvis der er tale om mange hår, så kan det tage lidt lang tid. Men oftest ligesom med at vokse, så får man hårsækken med ud, og derfor går der længere tid inden hårene vokser ud igen.
Det er vigtigt for mig, at understrege, at de her beskrivelser er baseret på mine erfaringer, og kan være anderledes for dig. Du kan også prøve dig frem og se, hvad du bedst kan lide. Der er altså ikke et rigtigt eller forkert valg – det vigtigste er, at du gør det for din egen skyld og ikke fordi, du føler, at du skal fjerne dine hår.
Kærlig hilsen Klara