Kære Anna ❤️
Tusind tak for dit ærlige og sårbare brev. Det kræver meget mod at dele de tanker og følelser, du går med - så hvor er det sejt, at du rækker ud! Jeg kan godt forstå, at det er hårdt, og jeg er sikker på, at der er mange piger derude, der kan relatere til det, du skriver.
Det lyder, som om, du allerede har nogle gode venner i din vennegruppe og i klassen, på trods af, at du skriver, at du ikke har super mange. Jeg forstår godt, at det alligevel kan føles som om, at det ikke er “nok” sammenlignet med andre.
Selvom det kan være svært ikke at sammenligne sig med andre, er det vigtigt at huske på, at sociale medier kun viser et øjebliksbillede, som ikke afspejler virkeligheden. Sociale medier kan hurtigt komme til at forstærke følelsen af at være alene eller ensom, fordi de ofte portrætterer det perfekte liv med masser af venner, fester og sjov. Hvis det bliver for hårdt at kigge på andre pigers posts på Instagram, kan du bruge funktionen ‘Sluk for stories og opslag’, hvor du ikke får vist deres indhold, selvom du følger dem. Det kan være, at det er rart at gøre henover sommerferien, så du ikke lader dit humør styre af, hvad de populære piger poster på Instagram.
Når du skriver, at du prøver at passe ind ved at ændre på dit udseende, får jeg brug for at sige, at du ikke skal ændre på, hvem du er, for at andre skal kunne lide dig. I stedet vil jeg foreslå, at du rækker ud til nogle af dine venner i løbet af sommerferien og tager initiativ til en hyggelig filmaften, picnic, strandtur eller lignende, så du ikke sidder tilbage med følelsen af ikke at blive inviteret. Men husk på, at det også er helt normalt og okay at lave ting alene. Det gør de populære piger helt sikkert også, selvom de ikke poster det på Instagram.
Til sidst vil jeg huske dig på, at din værdi ikke er gjort op i antal venner og sommerferieplaner, men derimod, at du er lige præcis dig. Jeg håber, at du kunne bruge mit svar til noget. Du er altid velkommen til at skrive ind til brevkassen igen, hvis der er andet, du har brug for at få vendt ❤️
Kram
Rikke