De fleste unge trives. Men for dem, der snubler, skal hjælpen være tæt på og let at bruge. Skolefravær er sjældent problemet i sig selv; det er et tegn på mistrivsel – og løsningerne er mange. Men mens vi venter på, at nationale handlingsplaner rulles ud, kan kommuner handle nu med indsatser, der kan skabe mere trivsel og en bedre hverdag for unge og deres forældre.
Lokale initiativer og civilsamfundets indsatser kan gøre en kæmpe forskel her og nu. Vi håber, at endnu flere kommuner vil følge trop og investere i de unges trivsel – for hver pige, vi hjælper i dag, er et ungt menneske, der står stærkere i morgen.
GirlTalk har mange års erfaring med at skabe let tilgængelige tilbud i kommunerne, med nem adgang til deltagelse og et fagligt, professionelt afsæt i piger og unge kvinders trivsel.
Tidlig indsats er afgørende
For de piger og unge kvinder, der deltager i GirlTalks gruppetilbud kan et trygt fællesskab være nok til at forberede den enkeltes tro på sig selv og få dem til at føle sig mindre ensomme. Når nogle unge møder et trygt, præstationsfrit fællesskab og oplever ‘jeg er ikke alene’, øges chancen også for at blive i klassen og i fællesskabet. Det viser GirlTalks resultater.
Årsagerne til mistrivsel er forskellige – derfor kræver indsatsen en bred palet af tilbud, som kan tages i brug med det samme og tilpasses den enkelte. Kommunerne har allerede fået midler til at styrke let tilgængelige indsatser, og i de fleste kommuner er de første skridt taget.
Næste skridt er at sikre bredden: For nogle børn handler det om terapi og mere specialiseret støtte; for andre om et tættere samarbejde mellem PPR, skole og hjem; og for en stor gruppe kan et fællesskabsorienteret gruppeforløb være den praktiske bro tilbage til klassen. Det er derfor GirlTalks klare opfordring i valgkampen: prioriter tæt samarbejde civilsamfund om de tidlige og forebyggende indsatser, der allerede er klar til at blive implementeret nu.
"Jo tidligere vi reagerer, jo større er chancen for, at den unge bliver i fællesskabet og i skolen. Det kræver et større fokus på forebyggende indsatser," siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.
Eksempel på kommunal forankring i praksis
I Odense har kommunen finansieret GirlTalks lettilgængelige gruppeforløb via budgettet i tre år og har valgt at fortsætte samarbejdet. Det giver unge stabil adgang til meningsfulde fællesskaber, et tydeligt spor for forældre og mulighed for løbende at kvalificere indsatsen i samarbejde med skoler og forvaltning.
Vi kan se, at indsatsen gør en forskel for piger i Odense – både for deres trivsel og for skolernes hverdag. Med den nye aftale finansierer vi fortsat en målrettet, forebyggende indsats, hvor piger i mistrivsel får et trygt fællesskab tæt på deres hverdag.
Indsatsen i Odense vidner om, at det kan betale sig at have en mangfoldig vifte af forskelligartede tilbud, og at man i kommunerne på den måde kan nå flere piger med forebyggende indsatser.
Mens vi venter på den endelige udmøntning af psykiatriplanen og en national handlingsplan for skolefravær, viser eksempler som Odense, at vi allerede nu kan handle.
