En betroet voksen kan afhjælpe de kriser og problemer, som unge har tæt på livet. Det mener forfatter og PR-agent Elisa Lykke, når hun i afsnittet deler sine tanker om, hvad der har haft betydning i hendes ungdomsliv. Elisa er vokset op med en tæt mor-datter relation, som hun også har prioriteret med sine egne to døtre.
Vær altid dig - men husk at finde dig en voksen, hvor du kan ventilere og dele alt. Små bekymringer, sorg, sex, kærlighed. Du må aldrig gå med knuden i maven.
Elisas råd til sit yngre jeg er at have udkig efter en voksenven – men hun retter også ordet mod de voksne med et råd: Det er de voksnes opgave at møde de unge uden fordømmelse og være åbne overfor deres problemer. Det er nemlig vigtigt, at unge mennesker ikke føler, at deres problemer er åndsvage. I afsnittet fortæller hun, hvordan hun selv har sagt højt til sine børn, at de kan tale om alt. Det handler om at lytte, ikke nødvendigvis at fikse eller give gode råd.
En voksenven behøver ikke at være en forælder, men kan også være en søster, en lærer eller noget helt tredje.
Et andet vigtigt budskab, som Elisa får udover mikrofonen i afsnittet, handler om skønhedsidealer og solbeskyttelse. I hendes ungdom var skønhedsidealet at dyrke solen: En tendens, som hun ser, kommer tilbage igen i dag. Elisa fik konstateret kræft, da hun var blot 23 år gammel. Hun deler sine erfaringer med at tro, at konsekvenser ikke rammer én, når man er ung. Hendes råd er derfor også at have dyb respekt for solen og huske, at selvom man er ung, kan der stadig komme konsekvenser tidligt i livet.
Lyt med til episoden af Mit Yngre Jeg her.
Podcasten er udgivet i samarbejde med Alt for damerne og er en del af GirlTalks kampagne Stærkere voksne, stærkere unge, som sætter fokus på betydningen af nære voksne i unges liv.