Chat med os i dag fra 19:00 - 23:00
Skriv et brev
Mine, 17 år
30. april 2024

Skal jeg ændre på mig selv for at drengene ser mig?

Kære Brevkasse

Jeg er en ung forvirret pige.

Jeg har aldrig oplevet kærlighed fra begge sider, og det har taget et stort ryk på mit mentale helbred. Samtidig har jeg aldrig haft en kæreste før eller oplevet drenge kigge min vej. Det, der provokerer mig mest, er det faktum, at jeg opfattes som standard uden at lyde for overfladisk. Jeg har formerne og et okay ansigt, og jeg bliver endda komplimenteret af de drenge, jeg har haft interesse i. Men mit problem er, at de aldrig siger det direkte til mig. Jeg har nu i to år gjort alt for at forbedre mit udseende. Jeg bruger så lang tid om morgenen på mig selv, før jeg overhovedet går ud ad døren. Jeg lægger mærke til blinkende signaler, men aldrig noget direkte. Jeg føler mig ofte som en klovn, når jeg ser på de andre piger, der let får drengene til at sværme omkring dem. Jeg observerer, hvad de har på, og hvor meget makeup de bruger. Og det er altid mindre og mere simpelt end mig. Jeg har så svært ved at forstå mit problem. Men forstå mig ret, jeg har prøvet at se indad og spotte forskellen. Hvad jeg fandt ud af, var min rolige karakter. Jeg er utrolig stille omkring andre på min alder. Det er ikke fordi, jeg er generet. Jeg har bare sværere ved at åbne op og grine løst og hurtigt. Jeg kan bare ikke få mig selv til det, og så ender det pludselig med, at jeg er den eneste ud af fem andre piger, som er helt stille og ikke griner med. Jeg tror, min adfærd sætter en stopper for, hvor meget drenge har lyst til at snakke med mig. Men jeg får tit at vide, at jeg er nem og sød at snakke med, når jeg først åbner op. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre mere, når mit udseende ikke er problemet.

Jeg håber, I kan hjælpe mig med at sætte det i perspektiv. <3

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære dig

Tusind tak for dit brev her i vores brevkasse <3

Jeg vil først og fremmest sige, at jeg synes, at det er flot og modigt af dig at skrive herind og dele dine tanker. Jeg vil også sige, at jeg tidligere har skrevet med flere piger, der har haft nogle af de samme tanker, især det her med at fylde for lidt eller for meget, er noget mange kender - så du er ikke alene om at være lidt forvirret, selvom det måske kan føles sådan.

Jeg kan godt forstå, at du har brug for at få det hele sat lidt i perspektiv. Det lyder som om, at du har gjort dig mange overvejelser omkring dit udseende, andre pigers udseende og om andres opfattelse af dig og hvor lidt eller meget opmærksomhed du får. Det er helt naturligt, at man har behov for at føle sig set og anerkendt af andre. Det kan derfor være rigtig hårdt, hvis ikke man føler, at andre ser og anerkender en. Det lyder hårdt, at du bruger så lang tid om morgenen, før du kan gå ud ad døren og at du bruger tid på at observere, hvad andre har på og hvor meget makeup de bruger. Du nævner, at du har prøvet at se indad – det er altid et godt sted at starte, hvis man føler sig frustreret eller forvirret over noget. For hvad handler det om for dig? Du nævner, at det handler om, at du aldrig har oplevet kærlighed fra begge sider, hvilket har taget et stort ryk på dit mentale helbred. Du nævner også, at du tror, at det er din adfærd, der sætter en stopper for, hvor meget drenge har lyst til at snakke med dig. Det lyder virkelig som om, at du har tænkt meget over det og at du har mærket efter og set ind ad. Det synes jeg er virkelig flot! Du er meget reflekteret. Jeg kan sagtens forstå, at det er vigtigt og at det fylder, hvis du aldrig har oplevet gensidig kærlighed. Det er jeg sikker på, at du nok skal komme til. Jeg gik selv og ventede på, at blive forelsket i en, der også var vild med mig, da jeg gik i gym. Og jeg kan huske, at det også gjorde mig usikker, at jeg ikke bare kunne være som de andre og at drengene ikke bare kunne se min vej. Så jeg kan virkelig godt forstå, at du er forvirret og at du ikke ved, hvad du skal gøre eller om du skal ændre på noget, for man kan virkelig blive usikker når man bare gerne vil ses og anerkendes og når man venter på at opleve kærlighed. Det kan føles svært når man kommer til at sammenligne sig med andre piger, men det er alligevel noget vi alle kommer til. Måske de også sammenligner sig med dig og ville ønske, at de kunne være mere rolige? Man vil nemlig ofte være anderledes end man egentlig er, fordi man synes godt om nogle af de karaktertræk andre har, men som man ikke selv har. Jeg kan fx tit tænke, at jeg snakker for meget og at andre derfor må synes, at jeg er irriterende eller at jeg fylder for meget. Det kan være, at nogle af de piger du kommer til at sammenligne dig med og kan have nogle af de tanker.

Jeg tror, at du er lige som du skal være og at du i stedet for at ville ændre på dit udseende og på din adfærd skal forsøge at tro mere på dig selv og på, at du er god som du er. For tænk, hvis du begynder at ændre på ting, også hvis det bare er små ting, og det så pludselig er de ting, der bliver kommenteret på og som får opmærksomhed, så er det jo slet ikke den ægte dig, der egentlig får opmærksomheden. Og når det ikke er dit virkelige jeg, der får komplimenter, så betyder de slet ikke det samme som hvis det er helt ægte komplimenter og den du er, der bliver set. Jeg håber, at det giver mening. Du lyder til at være en virkelig sød og rolig person, og selvom du ikke er den, der griner højt eller åbner sig op på ingen tid, så er du ikke mindre god eller mindre rigtig. De drenge, der falder for piger, der har de karaktertræk, er måske også nogle andre, end dem der falder for dig og som du falder for. Det vigtigste er, at du føler, at du kender dig selv og at du kan være dig selv. Så det håber jeg, at du vil holde fast i. Du nævner jo nemlig, at du fornemmer blinkende signaler og at du får at vide, at du er sød og nem at snakke med – du bruger bare længere tid på at åbne dig op overfor andre, så der er intet galt med dig eller med den måde du er på.

Hvis du har lyst til det synes jeg, at du skal prøve at tale med en veninde om det. Du behøver ikke at fortælle hende alt, men bare det du føler dig tryg ved at dele med hende. Det kan tit hjælpe at sige det højt, når noget fylder, og du er allerede rigtig godt på vej ved at skrive herind til os. Måske du så opdager, at din veninde har nogle af de samme tanker. Vi kan nemlig alle føle os usikre, men det gør det selvfølgelig ikke bedre, når følelsen rammer os.

Husk, at du altid kan skrive i vores chat, hvis du har brug for at dele flere tanker. Kram fra Amalie

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.








Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Del dem med os her eller læs andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
1033 Resultater