Foredrag for unge og skoleelever
Det er ikke nemt at være ung kvinde i dagens præstationssamfund. Mange piger føler et pres for at skulle præstere i alle livets arenaer, og det kan medføre både mistrivsel, stress og angst. I GirlTalks ung-til-ung-foredrag "Altid god nok - også uden filter" taler vi om alle de udfordringer, der kan følge med et teenage-pigeliv.
Foredraget er målrettet unge piger og kan tilpasses således, at det er relevant for piger fra 6. klasse – til og med gymnasieårene.
GirlTalks ung-til-ung-foredrag afholdes af unge kvinder, som alle kan huske deres teenage-år og kan dele ud af både egne erfaringer og faglige betragtninger. Igennem foredraget behandles emner som identitet, selvværd, præstationsangst, grænsesætning samt sociale medier og den rolle, de spiller i unges hverdag og følelsesliv. Efter foredraget vil I gå derfra med nye betragtninger og redskaber til, hvordan I kan håndtere de udfordringer og krav, I møder som unge kvinder i hverdagen.
Mød foredragsteamet her
Et foredrag indeholder typisk:
De første ca. 10 min. af foredraget vil indeholde en personlig historie fra foredragsholderen samt introduktion til foredraget.
De næste ca. 30-40 min. vil indeholde et fagligt oplæg, der vil komme omkring en række redskaber og emner, som pigerne forhåbentlig vil kunne relatere til og bruge i deres identitetsdannelse. Foredraget vil komme omkring emner såsom:
- Identitet - hvem er jeg, hvor trives jeg bedst og hvordan kommer min personlighed til udtryk i forskellige kontekster?
- Trivsel og grænsesætning - om at opsøge styrkende fællesskaber, mærke efter, sige fra og være sin egen bedste ven
- Perfektheds- og præstationskultur - at lytte til sig selv og sine behov, tillade sig selv at være menneske og at ingen er perfekte
- "Det perfekte digitale univers" - opmærksomhed på Instagram vs. reality, filtre og photoshop
- Sociale medier - at passe på sig selv samt være kritisk og opmærksom på hvem man "følger"
- Selvtillid og selvværd - om at have stærke rødder og tro på sig selv. Om at være og føle sig værdifuld
- Om GirlTalk - chatrådgivning, brevkassen, sociale medier og særligt fokus på vores gruppeforløb EmpowR
De sidste 10-20 min. vil der afholdes en anonym spørgerunde, hvor pigerne sender en SMS med de spørgsmål, de måtte have, hvorefter foredragsholderen besvarer dem i plenum.
En workshop indeholder:
- Samme som foredrag, dog med inddragelse af de unge gennem flere øvelser.