Viden

GirlTalk

Artikler

Forælder på sidelinjen

Hvordan kan du som forælder og tæt voksen til en ung bedst hjælpe og forstå, hvad der er på spil?

Forældreskab er fyldt med kærlighed og stolthed. De følelser forsvinder aldrig, men rollen som forælder forandrer sig i takt med, at børnene vokser og bliver ældre.

I ungdomsårene ændrer barn-forælder relationen sig ofte. Som ung har man brug for at løsrive sig fra sine forældre. Det er både naturligt og afgørende for, at man som menneske bliver i stand til at finde sig selv og sin egen plads i verden.

Som forælder kan det være svært at acceptere, når man ikke længere er den vigtigste i sine børns liv. Netop derfor er det vigtigt at finde ud af, hvordan man som voksen på sidelinjen bedst kan være en god støtte.

Usikkerhed ikke lig med mistrivsel
Som ung har man brug for frihed til at udforske og lære af egne erfaringer. Samtidig er det vigtigt, at man som forælder gør det muligt for den unge at kunne vende tilbage til en støttende og kærlig base, hvis tingene ikke udvikler sig, som de havde håbet.

Ungdomslivet er generelt præget af identitetsudvikling, hvor den unge søger at finde ud af, hvem de er, og hvordan de passer ind. Det kan føre til usikkerhed og forvirring. Som voksne er det dog vigtigt at huske på, at usikkerhed og ked af det hed også er en naturlig del af at blive voksen. Dyk i selvværd og momentær nedtrykthed hører med til ungdomslivet, og det er ikke altid nødvendigvis et udtryk for mistrivsel. 

“At være usikker er en del af at være ung – det er en del af det at træde ind i voksenlivet. At finde sin identitet og sin plads i verden. Det skal vi ikke sygeliggøre. Men presset på de unge i dag er anderledes end da vi var unge.”
- Majbritt Bay, Psykolog og souschef

Den gode relation og samtale
For bedst at kunne støtte sit barn i en livsfase, der er fuld af identitetsudvikling, er det vigtigt at opbygge og opretholde en tillidsfuld relation forælder og barn imellem. Tillid er nøglen til at skabe en åben dialog, hvor den unge føler sig tryg nok til at dele sine bekymringer, udfordringer og frygt. Ved at skabe et rum uden frygt for fordomme eller kritik kan vi som forældre opmuntre vores børn til at tale åbent om det, der er svært.

Når de unge deler svære emner eller betror sig til voksne omkring dem, bør vi som voksne undgå at forsøge at "fikse" problemerne for dem. I stedet skal vi forsøge at være lyttende og empatisk nysgerrige. Hvis vi formår at være til stede i det svære uden at løse problemerne, kan vi hjælpe den unge til at finde løsninger og træffe sine egne valg på et informeret grundlag.

Ved at være guide i stedet for løsningsorienteret kan du bidrage til dit barns udvikling og til at tage ansvar for eget liv.

 

Er du i tvivl om eller bekymret for dit barns trivsel, er det vigtigt at række ud efter hjælp. Del din bekymring med skolen eller andre voksne, som er vigtige i forhold til dit barns trivsel. 

Har du brug for at tale med nogen om dit barns trivsel? Så er du velkommen til at kontakte GirlTalks rådgivning for forældre.

Book en samtale her

Læs mere

Gå på opdagelse i vores artikler om unges trivsel. Her kan du få faglig indsigt og nye perspektiver på, hvordan du som forælder bedst kan støtte din datter og forstå hendes virkelighed. Læs om alt fra fællesskaber, gruppedynamikker, forældreinvolvering og hvordan du som voksen kan støtte op om selvværd og stærke relationer.


Filtre
Filter viden

Vil du vide mere om:

  • Forældrerollen
  • Mistrivsel
  • Selvværd
  • Fællesskaber

Se, lyt eller læs:

  • Video
  • Blogindlæg
  • Podcast
Vis flere filtre Vis færre filtre
9 Resultater