Kære mor

Tak for dit brev, som fortæller om din omsorg for din datters relation til hendes venner og veninder. Du er bekymret for, at hun skubber dem fra sig og du er i tvivl om, hvordan du kan få hende til at forstå vigtigheden af at være en god ven. Du har fornemmelsen af, at hun er jaloux på sine veninder og, at jalousien er årsag til hendes adfærd.

Jeg kan virkelig godt forstå din trang til at få din datter til at indse, hvordan hendes adfærd påvirker hendes venner. Men jeg er samtidig ret nysgerrig på, hvordan din datter egentlig selv oplever sin adfærd. Føler hun også, at hun er i gang med at ødelægge sine relationer? Kan hun genkende sig selv i din beskrivelse af, at hun er en sladretante og, at hun er jaloux? 

Det er som regel umuligt at få en person til at ændre adfærd, hvis personen ikke selv ser et behov for en ændring. Så hvis din datter ikke kan se sin adfærd som du ser den vil hun givetvis heller ikke være åben for at lave den om. 

Når vi gerne vil flytte vores børn mod større forståelse eller andre handlingsmuligheder er det min erfaring, at vi bedst lykkes når vi tager udgangspunkt i det, børnene selv tænker, føler og oplever. Så spørgsmålet er, hvad din datters egen oplevelse af hendes situationen er? Hvad tænker og føler hun omkring den? Hvad ligger der egentlig bag hendes adfærd?  

Vi kender nok alle sammen, at det er meget lettere at lytte efter, hvad en anden siger til os når vi selv føler, at vi først er blevet lyttet til og at det vi har sagt er blevet forstået. Det gælder især, hvis nogen vil fortælle os noget vi ikke har lyst til at høre. Omvendt kommer vi hurtigt i forsvarsposition eller lukker helt ned for en samtale, hvis vi føler, at den anden person er dømmende eller bare vil belære os om noget vi skal gøre anderledes.  

Derfor tænker jeg, at det bedste du kan gøre er at spørge nysgerrigt og empatisk ind til din datter. Hvordan oplever hun selv sine relationer og hvordan har hun det i det hele taget? Prøv at lytte uden at have en dagsorden, alene for at forstå tankerne bag hendes handlinger. Det kan måske være indgangen til at spørge ind til, hvorfor hun tænker eller handler som hun gør, og hvordan hun selv tror det påvirker andre. Du kunne også spørge om hun kunne finde på andre andre måder at gribe sin situation an på. Ved at spørge og lytte til din datter vil det blive lettere for hende at føle sig mødt og forstået sådan som hun har det. Det vil måske åbne hende for at overveje nogle andre og bedre handlemuligheder. Du kunne evt. spørge hende direkte, hvordan du bedst kan være der for hende. Bare ved at lytte? Ved at komme med et godt råd? Eller ved at gøre noget konkret?

Som du selv skriver er det muligt, at din datter selv skal finde vej og lære at navigere i sine venskaber. Men jeg tænker ikke at hun behøver at stå ”mutters alene” i sin læringsproces. Selv om hun måske afviser direkte indblanding eller hjælp fra din side, kan du stadig stå til rådighed med en empatisk nysgerrighed og støtte. Iøvrigt kender din datter sikkert allerede dine meninger og værdier i forhold til, hvordan man er en god ven.

At give slip på kontrollen over at overbevise din datter om, hvordan hun er en god ven er ikke det samme som at give op på hende. Men for din egen skyld er det vigtigt, at du afklarer hvad det egentlig er du kan og skal tage ansvar for. Derefter kan du bedre være der for hende, når hun har brug for støtte, råd eller bare et par ører, der vil lytte og forstå. 

Jeg håber disse tanker og forslag kan hjælpe dig i at møde din datter i det hun står i. Du er også meget velkommen til at bestille en samtale hos os i forældrerådgivningen, hvis du vil sparre yderligere med en rådgiver. GirlTalks rådgivning til forældre.

De bedste hilsner

Alexia, Frivillig rådgiver