Chat med os i dag fra 19:00 - 23:00
Viden om

GirlTalk x Libresse

Artikler

Hvad sker der med kroppen i puberteten?

Humørsvingninger, former og hår, der vokser nye, mere intime steder. Puberteten banker på, en udviklingsfase som alle gennemgår i løbet af livet.

Sponsoreret af Libresse, sætter GirlTalk fokus på kroppen og alle de tanker, følelser og usikkerheder der følger med det at have en krop og gå i puberteten. Denne artikel er en del af den serie, vi har lavet i samarbejde med Libresse.

I puberteten udvikler og ændrer din krop sig meget. Det kan være spændende og skræmmende på samme tid og er ikke altid lige nemt. Det kan være, du glæder dig til at komme i puberteten, eller at det føles meget fremmed og unormalt for dig. 

Pubertet: Hvad sker der med kroppen?

  • Piger kommer ofte i puberteten, når de er mellem 8-16 år
  • Du får menstruation
  • Dine bryster begynder at vokse
  • Du får former, og din vægt kan ændre sig
  • Du kan få strækmærker 
  • Du får hår under armene og på kønsdelene
  • Du begynder at svede mere, og sveden begynder at lugte
  • Du får fedtet hud og bumser, og mange får fedtet hår
  • Du kan opleve humørsvingninger

Puberteten er en naturlig udvikling, som alle skal igennem. Din krop ved selv, hvornår det er tid, takket være en lille kirtel på undersiden af hjernen - der hedder hypofysen. Når tiden er inde, sender den et signal til kroppen, og dine æggestokke vil begynde at producere hormoner som østrogen, som vil give dig former, øge mængden af udflåd og gøre så, du får menstruation. Hormonerne styrer, hvornår vi kommer i puberteten.

Din krop forandrer sig
Din krop vil forandre sig, når du kommer i puberteten. Du vil vokse, få bryster og en større numse. Dine hofter vil også blive bredere. Disse forandringer vil ske over nogle år, og det er normalt, hvis dine bryster føles ømme eller vokser i forskellig størrelse. Det kan tage flere år, før dine bryster er fuldt udvokset.

Din vægt ændrer sig
Når du går igennem puberteten, vil din vægt også ændre sig. Det er helt normalt, men det kan være svært ikke at sammenligne sig selv med andre og bekymre sig over at veje mere eller mindre end dine veninder. Du kan også få strækmærker, fordi din krop vokser. Strækmærker opstår i underhuden, fordi huden bliver strukket. De kan være rosa eller blåviolette i farven, men vil med tiden blive samme farve som din hud.

Brug for nogen at tale med? Chat med os

Det er vigtigt at huske på, at din krop forandrer sig på sin egen måde og i sit eget tempo. Så vær tålmodig, og giv din krop tid til at tilpasse sig. Det bedste, du kan gøre for dig selv, er at spise varieret, få tilstrækkelig søvn og tale pænt til dig selv.

Hårvækst under puberteten
Når du kommer i puberteten, vil du opleve, at håret begynder at vokse under dine arme og på dine kønsdele. Men faktisk får du også mere hår på hele kroppen, i ansigtet, på armene, lårene, numsen og brystet. Håret kan være tykkere og mørkere end dit hår på hovedet.

Håret har flere funktioner
Det er helt normalt og naturligt at have hår på kroppen. Det beskytter din hud og slimhinderne mod snavs og bakterier. Håret hjælper også med at tilpasse kropstemperaturen og giver plads mellem huden og tøjet, så du undgår irritationer og svampeinfektioner i underlivet.

Så husk, at din krop er helt normal og naturlig - og accepter dens funktioner. Der er ingen grund til at føle sig flov eller usikker over din hårvækst.

Du får bumser
Det er normalt at få bumser, fedtet hår og svede mere under puberteten. Hormonerne i kroppen er skyld i det. Bumser kan forekomme i ansigtet, på ryggen, brystet og endda på balderne. Dette sker, fordi kroppen producerer ekstra meget fedt - også kendt som talg.

Selvom det kan være irriterende at få bumser, er det vigtigt ikke at klemme eller pille ved dem, da det kan føre til infektioner og ar. Hvis du har mange bumser eller acne og synes, det er irriterende, kan du prøve at pleje din hud med produkter, der hjælper mod bumser. Hvis du synes, det er rigtig slemt og påvirker dit selvværd, kan du også tage til lægen og få hjælp.

Forstå dine følelser: Hvorfor er jeg ked af det og sur?
Når du går igennem puberteten, sker der mange ændringer i din krop. Hormonerne kan påvirke dit humør, og det kan betyde, at du nogle gange føler dig trist eller vred uden nogen grund. Hvis du har sådan nogle dage, skal du ikke bekymre dig - det er helt normalt gennem puberteten.

Det kan også være, at dine forældre irriterer dig mere end normalt. Det kan føles, som om de stiller dumme spørgsmål, opfører sig pinligt eller presser sig på. Men husk på, at dine forældre også har været i puberteten, og de kan måske forstå, hvad du går igennem. Det kan være, de bare gerne vil vise, at de er der for dig, selvom det kan være svært at forstå nogle gange.

Du skal ikke have det dårligt
At være trist ind imellem er normalt - men ikke at have det virkelig dårligt eller føle sig så trist, at man ikke orker venner og skole. Det skal aldrig være sådan!

Hvis du ikke kan eller vil tale med en forælder, kan du tale med en lærer eller sundhedsplejerske, du føler dig tryg ved. De er faktisk eksperter i ting, som børn og teenagere går igennem. Og de har noget, der hedder tavshedspligt. Det betyder, at de ikke må fortælle det, du siger, videre, hvis du ikke ønsker det.

Hvis det også føles grænseoverskridende, kan du altid chatte anonymt med GirlTalks rådgivere

Ordforklaringer

Hormoner
er naturlige stoffer i kroppen, der spiller en vigtig rolle i udviklingen. Hormonerne i den kvindelige krop hedder østrogen og progesteron. Når du går igennem puberteten, begynder din krop at producere hormonerne, hvilket resulterer i fysiske og følelsesmæssige ændringer.

Hypofysen
er en lille kirtel i hjernen, der er ansvarlig for at producere og frigive hormoner, der påvirker din højde, menstruationscyklus og udvikling af former og kønsbehåring. Den sender beskeder til andre kirtler i kroppen som f.eks. æggestokkene og fortæller dem, hvilke hormoner de skal producere. 

Æggestokkene
er to små organer, der sidder i den nederste del af maven hos piger. De fungerer som lager for æggene og frigiver normalt et modent æg hver måned under menstruationscyklussen. Hvis et æg bliver befrugtet af en sædcelle, kan det føre til graviditet.

Strækmærker
er tynde linjer eller striber på huden, der kan opstå, når huden strækkes, fordi du vokser under puberteten. De kan være lyserøde, røde eller lilla i starten og bliver senere mindre synlige.

Humørsvingninger
er pludselige ændringer i dine følelser. Du kan opleve humørsvingninger, hvor du føler dig glad, trist, irriteret eller vred uden nogen åbenlys grund. Disse ændringer sker på grund af hormonelle og følelsesmæssige forandringer i din krop.

Udflåd
er en væske, som kommer fra skeden. Væsken kan variere i farve og konsistens - det kan være hvidligt, tynd eller tykt. Udflåd spiller en vigtig rolle i at holde skeden sund og ren. Hvis du oplever ændringer i din udflåd, som lugt, kløe eller irritation, kan det være en god idé at tale med en voksen eller læge for at sikre, at alt er i orden.

Svampeinfektion
er en tilstand, hvor en svamp ved navn Candida albicans overvokser og giver ubehagelige symptomer. Det kan ske for piger og kvinder i alle aldre. Svampeinfektion i skeden kan medføre kløe, svie, rødme og unormalt udflåd. 

Slimhinder
er tynde, beskyttende lag af væv, der findes i forskellige dele af kroppen - herunder næse, mund, skede og fordøjelsessystemet. Slimhinder har en vigtig funktion i at holde vores kroppe sunde og beskyttede. De producerer slim, der hjælper med at fugte og smøre området, og de beskytter mod skadelige stoffer og bakterier.

Talg
er en naturlig olieagtig substans, der produceres af talgkirtlerne i huden. Det spiller en vigtig rolle i at holde vores hud smidig og beskyttet. Det kan dog også føre til for meget olieproduktion, hvilket kan resultere i tilstopning af porerne og dannelse af bumser eller hudorme. Talgproduktionen kan øges under puberteten på grund af hormonelle ændringer.

Læs flere

Med støtte fra Libresse sætter vi fokus på pubertet, menstruation og underliv. Har du spørgsmål om det, sidder vi klar til at svare dig i vores brevkasse, Pigetanker

 

Libresse

Se mere

Viden om alt det, der er vigtigt for dig! Bliv klogere, bryd tabuer og find ud af, hvordan andre har det med at være ung lige nu.


Filtre
Filter viden

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Se, lyt eller læs:

  • Video
  • Blogindlæg
  • Podcast
Vis flere filtre Vis færre filtre
39 Resultater