Kære L <3 

Tusind tak for dit brev. Så sejt at du skriver herind og deler dine tanker <3 Først og fremmest vil jeg lige nævnte at jeg har oplevet flere piger, der skriver herind med nogle af de samme tanker, så det er ikke noget du er alene om at føle og have de tanker, selvom det måske godt kan føles sådan! 

Jeg kan godt forstå, at du føler dig overvældet af følelserne og tankerne. Det er mange svære følelser at have indeni, og især når du fortæller at du føler dig helt alene om at kunne forstå dem. At have følelsen af ikke at have nogle der forstår ens tanker og følelser er rigtigt tungt så jeg kan virkelig godt forstå, at du føler du står tilbage og ikke ved hvad du skal gøre. 

Du skriver, at alle andre er selvsikre og frygtløse i sociale sammenhænge fordi de tør inkludere sig med andre mennesker, og at du på den anden side føler at du holder dig tilbage og konstant er bange for at blive dømt hvis du inkluderer dig. Jeg kan virkelig godt forstå, at du oplever de to ting som modstridende, men den usikkerhed du føler kan sagtens sameksistere hos dine 'selvsikre' klassekammerater selvom de fremstår selvsikre. Det er derfor med tungt hjerte at jeg læser, at du trækker dig fra fællesskabet på baggrund af at du er bange for hvad andre tænker om dig. Disse tanker er helt naturlige hos mange mennesker, selvom de er virkelig ubehagelige og kan virke altoverskyggende, når de rumsterer oppe i hovedet. 

Jeg kan i hvert fald spejle mig meget i det, hvad du skriver, om hele tiden at være bange for, hvad folk tænker om en. Det er desværre ikke følelse, som nogensinde rigtig går væk, men man kan lære at leve med den, så den ikke fylder så meget i ens liv, at den ligefrem ødelægger noget - som du skriver. Det er meget naturligt, at følelsen kan komme fra barnsben, fordi man har oplevet noget, hvor man på den ene eller anden måde er kommet til at føle, at man er forkert. Men L - det er du ikke <3 

Og der er heller ikke nogen grund til at være flov (selvom det er nemmere sagt end gjort at fjerne den følelse). Jeg tror virkelig, at du ville kunne få meget ud af at dele dine følelser med dine forældre eller med en god veninde. Der sker nemlig noget helt særligt, når man deler tanker som disse med andre mennesker. For det første så hjælper det for dig selv at få det sagt højt, fordi man kan opleve at blive grebet eller spejlet af andre mennesker. For det andet så giver du faktisk også menneskene omkring dig mulighed for at forstå dig bedre - og faktisk også for at hjælpe dig. Husk, det er aldrig forkert at bede om hjælp <3 

Hvis du kan få det sagt højt til nogle af menneskene omkring dig, så tror jeg, at du vil opleve forståelse og omsorg. Du kan også selv gøre nogle ting for at skabe et rum, hvor man kan tale roligt og ærlig om tingene. Det kan eksempelvis være, at du snakker med dine forældre en søndag eftermiddag, hvor du ved, at I ikke vil blive forstyrret eller afbrudt. Selvom det godt kan virke grænseoverskridende, så kan det alligevel være med til at skabe et rum, hvor dine forældre også gør en ekstra indsats på at forstå dig bedre. Og det tror jeg vil være en rigtig rar følelse for dig <3

Jeg tænker, at du selv har rigtig mange tanker og følelser forbundet til alt det her med tankemylder og sociale situationer. Du har nok også flere tanker, end man kan komme omkring i et enkelt brev, så jeg vil bare skynde mig at sige, at du altid gerne må skrive ind til vores rådgivning, som vi har her i GirlTalk <3 Der er du mere end velkommen, og når du skriver ind, så kan vi både samle op på, hvad du har skrevet om her i brevet, men vi kan også snakke om noget helt andet. Det er helt op til dig <3 

Jeg håber, at du kunne bruge mit svar, og at du måske kan finde ro i, at du ikke er alene med dine følelser og tanker. Tusind tak fordi du skrev ind, L <3 Alt godt til dig <3 

Knus og kram fra Katrine