Chat med os i dag fra 18:30 - 24:00
Skriv et brev
Malle, 23 år
09. december 2024

Jeg tror ikke at min kæreste og jeg passer godt sammen..

Jeg tror ikke at min kæreste og jeg passer godt sammen.

Mine kæreste og jeg har været sammen i lidt over et år nu, og vi er først nu begyndt at have lært hinanden at kende. Det skal lige siges, at vi gik rigtig hurtigt ind i det her forhold, som om at vi havde travlt, men vi var\/er meget tiltrukket af hinanden og fandt også en tryghed i hinanden så det føltes bare rigtigt den gang.

Vi bor ikke sammen, for han mente at jeg skulle vide hvordan det er at bo alene, før at vi burde flytte ind sammen, hvilket jeg er enig i, men nu går jeg bare og venter på at han mener jeg er klar til at flytte sammen… alle mine veninder flytter sammen med deres kærester efter få måneder sammen, eller køber hus med deres langvarig partner. Føler der er noget galt med os for ikke at følge bølgen. Jeg har brug for at drømme om fremtiden, f.eks. hvor jeg gerne vil bo, hvor mange børn jeg vil have, hvilket arbejde jeg drømmer om at være i og hvor jeg er om 10 år. Han kan ikke lide at ligge planer så langt frem. Han har ikke en gang lyst til at planlægge noget flere måneder frem.

Jeg er begyndt at indse at vores personligheder er meget modsatte, han er meget introvert og vil helst ikke være så meget sammen med andre mennesker, og vil allerhelst sidde og game på hans computer frem for at være sammen med mig. Det er noget som bekymrer mig for vil han altid prioritere sin pc frem for mig? Der er self perioder hvor han bliver træt af sit spil, hvilket giver mig mere opmærksomhed og han husker at han har en kæreste, men det varer kun indtil han finder et nyt spil han går op i igen. Jeg er derimod meget eventyrlysten og vil gerne mere ud og rejse, møde nye mennesker og dyrke tætte relationer… leve livet. Ikke noget han interesserer sig for.

Jeg har fornyeligt mistet et familiemedlem, og har haft brug for omsorg og en som bare er der for mig. Men det er som om han ikke tænker så langt, at han ikke lige har opfanget at han burde være der for mig. Det er som om jeg selv skal række ud til han for at få kærlighed. Jeg har snakket ofte med ham om, at jeg mangler, og kunne mærke at han elsker og forstår mig. Men det er som om den information kun siver ind i et par dage, og så glemmer han alt om det igen.

Jeg har nogle veninder, en søster og mor, som jeg nogle gange snakker om mine bekymringer i forholdet med. Og de siger alle sammen at “sådan er mænd” og “man bliver nødt til at vise dem hvad vi vil have”… det har jeg da ikke tid og overskud til - If he wanted to he would. Nogle gange tænker jeg på om det ville være meget nemmere at være sammen med en kvinde (jeg er biseksuel) sådan rent emotionelt.


Men med alt det negative sagt, så er han også min bedste ven. Vi hygger os i hinanden selvskab, og vi elsker virkelig hinanden. Men måske er det ikke så vigtigt for mig at elske og blive elsket. Men at forstå og være forstået.

Hilsen Malle

Læs hele brevet

GirlTalks svar

Kære Malle❤️
Mange tak fordi du har haft lyst og mod til at skrive ind til vores brevkasse og for at dele dine tanker med mig. Hvor er du bare mega sej! Her hos GirlTalk kan vi snakke om alt. Det er ikke altid sikkert, at vi kan komme med en endelig løsning, men jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig med dit brev.❤️

Først og fremmest ville jeg ønske jeg kunne give dig et kram, og få dig til at føle dig mere tilpas der hvor du er i livet. Du skriver rigtig mange tanker omkring jeres forhold, men noget af det du skriver får mig til at tænke om du sammenligner jeres forhold en del med både dine veninders, men måske også med forhold du ser på sociale medier? Det er super let at sammenligne det man ser omkring en, men du ser og hører kun et udsnit af et forhold, så det kan let give et forkert billed af hvordan andres forhold faktisk er. Fx kan man se et par med virkeligt flotte møbler, tøj og et stort flot hus, og sammenligne sig med dem. Det man ikke tænker på er hvor meget de arbejder, hvor lidt de ser hinanden og om de måske har en kæmpe gæld? Man tænker oftest kun på de gode ting når man sammenligner sig med nogen, og glemmer alt det bagvedliggende og de dele af en persons liv, som man ikke selv vil have. Jeg vil også gerne understrege at der er absolut intet galt med "at følge bølgen" som du skriver, du er kun i 20'erne, det med at bo med en person, købe hus og alt det er der massere tid til.❤️

På den måde du beskriver din kæreste og dit forhold, lyder I meget forskellige. Dette er der nødvendigvis ikke noget galt med, men for at være i et forhold hvor begge parter bliver forstået og elsket, skal man ikke kun være tiltrukket af hinanden og finde en tryghed i en anden person. Mange gang bliver man forelsket i en person, da de har nogle kvaliteter man selv ville ønske man havde, så udover en tryghed hvad faldt du så ved i din kæreste? Det sker også at man blev forelsket i potentialet man så i en anden person, og nu når du lærer ham mere at kende, så lever han måske ikke op til de tanker, du havde i hovedet om hvordan han er?

Du skriver at din kæreste ikke kan lide at lægge planer ud i fremtiden, eller snakke om jeres drømme og håb for livet, men har du spurgt ham om hvorfor? Da I stadig er ved at lære hinanden at kende, er der måske en bagvedliggende grund til hvorfor han har det sådan. Vær nysgerrig på din kæreste, på samme måde som du ville ønske han var det for dig. Jeg kan også godt forstå du gerne vil drømme om fremtiden, jeg bruger selv mine fremtidsdrømme til at finde ud af hvad jeg vil, og bagefter finde ud af hvordan jeg så kan arbejde mine drømme ud i virkeligheden. Når du drømmer og tænker på fremtiden, hvor meget fylder din kæreste så i disse drømme? Er han ved din side gennem de vigtige stunder, er det ham du opdrager dine børn med? Ham du køber hus med? Ham du bliver gammel med? Eller hvis du tænker ham ind i dine drømme - er han så den der mindsker dem? Hvis han er en del af dine fremtidstanker er det så ham der styrer dem, er det et kompromis eller er han slet ikke en del af de drømme du har?

Det gør mig ked af det, at du føler han prioritere dig længere nede end du gerne vil have, og som du skriver det "han husker at han har en kæreste". Jeg kan ikke svare på om han altid vil prioritere dig frem for hans spil, men det virker måske til at han ikke har forstået helt hvordan du har det. I et forhold er det ikke nødvendigvis ens partner der skal have første prioriteten, men det der er vigtigt er at begge parter føler de bruger tid nok sammen, særligt nok kvalitetstid. Og det lyder til at I ikke har samme behov, og derfor føler du dig tilsidesat på den måde som du gør. Mit bedste råd ville være at tage en snak med ham omkring det, og virkelig lægge dine tanker og følelser på bordet. Hvis I begge ønsker det, er det muligt at finde en løsning, hvor I begge er tilfredse, for jeg tror ikke på "sådan er mænd bare" svaret til deres opførelse, alle mennesker kan rykke sig, det kræver dog at de har lysten til det.

Jeg kan godt forstå det er svært at tage de snakke med din kæreste og kun føle der sker en forbedring i et par dage. Jeg kan ikke svare på hvordan du præcist får ham til at blive ved med at møde dig der hvor du gerne vil have det. Dog kunne det være en ide at i ugenligt arrangerede en date night, hvor I skiftes til at stå for det. Daten behøves ikke at være noget dyrt og fancy, men blot en aften hvor I bruger kvalitetstid sammen, og lærer hinanden at kende. Husk også at fortæl hvordan du har det, både når han sårer dig og du føler dig glemt, men også når du føler dig elsket og kan mærke han elsker dig, og forstår dig. Han kan ikke vide hvordan du har det, hvis du ikke fortæller ham det, og hvis du ikke er ærlig om dine følelser kan han ikke lære at forstå dig.❤️

Det er helt normalt gerne at ville blive elsket, forstået og mødt der hvor man er, af dem man holder af - både venner og partner. Det kræver dog at man åbner op, fortæller dem hvad der sker på følelses og tankemæssig plan. Hvis deres reaktion sårer en, kan det også være nødvendigt at fortælle dem dette, og derfra tage en snak omkring hvordan man gerne vil blive mødt og set når man har det på en bestemt måde. For nogen er det helt naturligt at give et kram og holde om en anden når de er kede af det, for andre falder dette dem ikke naturligt. Vi er alle forskellige.❤️

Jeg vil gerne afslutte med at spørge dig - kan du se en fremtid med ham, som han er lige nu, eller kan du se en fremtid med den person du gerne vil have han er? 

De spørgsmål jeg har stillet igennem mit svar til dig, er ikke for at hverken presse dig til at blive med ham, slå op med ham eller såre dig, det er blot nogle spørgsmål der kan hjælpe dig med at reflektere over jeres forhold, og de drømme du har (og har fuld ret til at have). Husk at du altid er værdifuld og god nok som du er.❤️

Jeg håber du kan bruge mit svar til at hjælpe dig på rette vej. Hvis det stadig fylder meget i dine tanker, og du har brug for at snakke mere om det eller har flere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til vores chatrådgivning. Der sidder unge kvinder klar til at chatte med dig hver aften.❤️

Kæmpe kram fra Michelle ❤️

Del dine tanker med os

Vi svarer på dit brev så hurtigt som muligt. Du finder dit svar her på siden.








Pigetanker

Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.

Skriv et brev

Filtre
Skriv et brev
Filter pigetanker

Vil du vide mere om:

  • Venskaber og familie
  • Krop og sex
  • Selvværd
  • Kærlighed
  • Skole og uddannelse
  • Trivsel
  • Andet

Alder:

  • 10 år
  • 11 år
  • 12 år
  • 13 år
  • 14 år
  • 15 år
  • 16 år
  • 17 år
  • 18 år
  • 19 år
  • 20 år
  • 21 år
  • 22 år
  • 23 år
  • 24 år
  • 24+ år
Vis flere filtre Vis færre filtre
1362 Resultater