Kære dig❤️

Tusind tak for dit ærlige brev til Pigetanker, hvor du så fint sætter ord på de svære tanker og følelser, der fylder hos dig i dit liv lige nu. Jeg er sikker på, at du ikke er alene om at have det svært ift. mad og venskaber.❤️ Det er helt okay, at du skriver alle tankerne, der fylder hos dig lige nu. Jeg vil prøve at komme rundt om det hele. 

Først vil jeg lige fortælle dig hvor god, du er til at sætte ord på det svære, du oplever lige nu. Du fortæller meget præcist, hvad du synes er svært ved mad, skolen og dit generelle velbefindende. Det er virkelig stærkt og en styrke du kan være stolt af. Det er også mega sejt, at du prøver at huske på, hvad der gør dig glad, så du kan fokusere mere på det. Dog er der noget af det, som du lige nu ikke kan pga. din ankelskade. Men jeg vil alligevel fremhæve det for dig og fortælle dig hvor stærkt, det er!❤️

Jeg kan høre på dig, at der er meget forskelligt, der fylder lige nu, og som gør det svært at være dig og få lidt "frirum", hvor du kan opleve at have det rart og godt. Jeg kan forstå på dig, at du overordnet har det svært ved mad, venskaberne i skolen, og også lige nu, at du er begrænset af din ankelskade, så du ikke kan skate og gå ture med din hund. Jeg vil prøve at komme rundt om de tre dele. 

Hvis vi starter med mad, så er det helt normalt, at man for en periode kan miste sin appetit, når man ikke har det så godt i sit liv. Her tænker jeg, at det godt kan være, at når du ikke kan skate og gå ture med din hund, som gør dig glad. Du skriver, at det især er kød og nogle bestemte konsistenser. Måske er det noget, du kan fortælle dine forældre, så du kan fokusere på at spise noget, som ikke har en konsistens, du ikke kan lide. På den måde kan du fokusere på at spise mad, som du rigtig godt kan lide. Du fortæller også om din veninde, som du føler "tvangsfodrer" dig. Det lyder ikke på dig til, at du synes, det er særlig rart eller hjælper dig. Det er helt okay at sige fra og fortælle hende, hvordan du har det, for det er dine følelser, og dem har du ret til. For mig lyder det til, at hun meget gerne vil hjælpe dig, og det er jo vildt dejligt at have en god veninde, som gerne vil hjælpe. Måske er der en anden måde, hun kan hjælpe dig på? Som f.eks. at være en, der lytter til hvordan du har det eller I kan lave noget rart sammen, også nu når du ikke kan skate eller gå tur med din hund.❤️

Det lyder heller ikke til, at du synes, at du har det så godt i skolen med dine klassekammerater, som får dig til at føle dig usikker. Jeg er dog glad for, at du har et par gode venner, som du kan stole på. Det er helt okay ikke at komme godt ud af det med alle man går i klasse med, men det vigtigste er at man har nogen man kan stole på. Du er 13 år, og skolen kan føles super vigtig, men tænk på alt den tid på en uge hvor du ikke er i skole og kan bruge tid sammen med de mennesker og på de ting som betyder noget for dig, den tid er der ret meget af.

Du skriver meget kort og hurtigt om sh og selvmordstanker, hvilket får mig til at tænke du selv har det svært ved at dette fylder for dig. Jeg forstår også godt det kan være skræmmende, men den bedste måde at arbejde med disse ting, og det generelt at have det svært og kæmpe mentalt, som du beskriver i dit meget fine brev, er at snakke med nogen. Kan du åbne op om disse ting til en voksen i dit liv, i din familie eller på skolen, så ville dette være et rigtig godt første skridt. Jeg forstår godt det kan virke svært og skræmmende at snakke om med en voksen, men det at snakke om disse ting, er første skridt til at få det bedre og få hjælp. Husk at du altid er værdifuld og god nok som du er.❤️

Jeg håber du kan bruge mit svar til at hjælpe dig på rette vej. Hvis det stadig fylder meget i dine tanker, og du har brug for at snakke mere om det eller har flere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til vores chatrådgivning. Der sidder unge kvinder klar til at chatte med dig hver aften.❤️

Kæmpe kram fra Malene❤️