Hvis jeg slår op med min kæreste er jeg bange for at vi ikke kan være veninder længere
Hej Girltalk
Først mange tak for at jeg har den her mulighed for at få hjælp til noget som på en måde jo ikke er vigtigt, men som fylder meget for mig. Tak for at du sidder og besvare mit brev. Tak for at jeg kan være helt anonym men stadig få hjælp. Tak for at du gider bruge din tid på at hjælpe mig med noget som mange ville sige var ligegyldigt. Tak<3
Jeg skiftede skole efter sommerferien, fordi jeg blev mobbet på min gamle skole med at jeg er sådan lidt "drenget" jeg har kort hår og sådan noget. Jeg ser stadig nogle af pigerne (som ikke drillede mig) og jeg hygger mig meget når jeg er sammen med dem. Efter at jeg havde skiftet skole skrev en af pigerne (som var en af mine rigtig gode veninder) at hun godt kunne lide mig som mere end bare en ven og om vi skulle være kærester. Jeg blev glad da hun skrev det og troede at jeg havde det på samme måde (jeg havde været med hende i sommerhus et par uger inden og det havde været rigtig hyggeligt). Vi aftalte at mødes to dage efter for at snakke om det. Det føltes som de længste to dage i mit liv. Efter vi havde mødtes og snakket lidt var jeg meget glad. Der gik nogle måneder og vi var sjældent sammen, det synes jeg var meget svært. Da jeg lige så stille lærte pigerne i min nye klasse at kende fik jeg hurtigt en meget god veninde og vi kunne snakke om alt. Vi blev bare tættere og tættere. På et tidspunkt kom vi til at snakke om seksualiteter og vi fandt ud af at vi begge to er panseksuelle. Hun var den første fra min nye klasse jeg fortalte at jeg havde en pige kæreste. Vi er ret gode veninder nu synes jeg og jeg føler at jeg kan fortælle næsten alt til hende, det er virkelig rart, sådan føler jeg sjældent. Jeg tror at jeg er vild med hende. Hver gang vi er sammen føles det så rart. Hun får mig hele tiden til at grine, men samtidig er hun også god at snakke med om lidt mere seriøse ting. Jeg kan ikke lide min kæreste på kæreste måden, men bare på venne måden og jeg kan lide en anden på kæreste måden. Hvis jeg slår op med min kæreste er jeg bange for at vi ikke kan være veninder længere og at alle mine andre veninder fra den gamle skole ikke vil være mine veninder mere.
Håber ikke at mit brev er alt for forvirrende.
GirlTalks svar
Kære Hemmelig❤️
Mange tak for dit brev og fordi du har haft lyst til at skrive ind til Pigetanker. Alle breve er vigtige og det er dit også. Mange piger går med lignende tanker ift. brud og hvordan tingene er efter et brud så det er helt almindeligt at have de tanker du går med. Igennem dit brev kan de også få besvaret nogle af deres tanker, så endnu en gang er det bare mega sejt af dig at du har haft lyst til at skrive ind til vores brevkasse. Jeg vil gøre mit bedste for at besvare dine tanker og håber det kan hjælpe dig❤️
Jeg får helt lyst til at give dig et kram for det er virkelig ubehageligt at opleve mobning. At føle at man bliver behandlet anderledes pga. stil eller udseende er aldrig sjovt. Husk at du er værdifuld fordi du er lige præcis dig. Det vigtigste er at du føler dig tilpas❤️ Jeg er glad for at høre at du har holdt kontakten med nogle af pigerne og hvor dejligt at du har oplevet en, som du har haft lyst til at være i et forhold med. Alligevel er det helt almindeligt, og derfor også helt okay, at man nogle gange oplever at de følelser man har for en anden, viser sig at være mere venskabelige end kærlige. Det lyder som om at du har mærket godt efter inde i dig selv, hvilket er super godt.
Det er altid vigtigt at lytte til ens følelser og mavefornemmelse. Ud fra dit brev fornemmer jeg at du ønsker at afslutte dit nuværende forhold og måske udforske den relation der er mellem dig og din nye veninde. Det lyder til at I to har en super god kemi og som om at hun også gør dig meget glad. ❤️
Jeg tror mit bedste råd, hvis du ønsker at afslutte relationen med din nuværende kæreste, er at være så ærlig over for hende som muligt. Ofte er det rarest at få sandheden at vide når en relation forandrer sig. Du kan overveje om du måske bare vil fortælle hende, at du føler at de følelser mellem jer er mere venskabelige end kærelige? Det kan jo være at hun har det på samme måde som dig.
Desværre er der selvfølgelig også den mulighed at din kæreste bliver ked af det når du afslutter jeres relation. Alle har jo forskellige følelser og tanker, og hvis hun bliver ked af det, kan det være at hun i første omgang har brug for noget plads og tid til at samle sig og forholde sig til jeres brud. Begge dele er jo naturlige reaktioner på et brud, men efter noget tid kan det være at hun er klar til at være venner igen. ❤️
Jeg håber du kan bruge mit svar og ellers må du altid meget gerne skrive ind til pigetanker igen eller til vores chatrådgivning hvor der sidder nogen klar til at besvare lige præcis dine tanker. ❤️
Knus Clara
Viden om
Vi guider dig i stort og småt i vores vidensunivers.
Pigetanker
Har du nogle tanker, du har brug for at få ud af hovedet, så de fylder mindre? Du kan dele dem med os her eller læse andre pigers spørgsmål, følelser og oplevelser.
Vil du vide mere om:
- Venskaber og familie
- Krop og sex
- Selvværd
- Kærlighed
- Skole og uddannelse
- Trivsel
- Andet
Alder:
- 10 år
- 11 år
- 12 år
- 13 år
- 14 år
- 15 år
- 16 år
- 17 år
- 18 år
- 19 år
- 20 år
- 21 år
- 22 år
- 23 år
- 24 år
- 24+ år
-
Men er der virkelig noget om det, at drenge bliver som børn igen sammen med et par bryster
-
Jeg føler lidt, at hun bare siger, at jeg er hendes bedste veninde, fordi hun har også en anden bff, og de er HELE TIDEN SAMMEN
-
Jeg er rigtig nervøs for, om jeg begynder at stamme eller skuffer nogen, når jeg skal fremlægge i skolen
-
Jeg har akne, og jeg er virkelig "insecure" omkring det
-
Jeg plejede ikke at have skam i det, men jeg ser hele tiden folk på internettet, der siger, at man er et dårligt menneske, hvis man ser sådan noget
-
Jeg har tit lyst til at onanere men hver gang jeg gør det, sker der ik en skid.
-
Jeg har sygt angst for at miste min mor eller søster
-
Hvis jeg slår op med min kæreste er jeg bange for at vi ikke kan være veninder længere
-
Jeg føler bare ikke at der er noget jeg kan lide ved mig selv..
-
Jeg ved, at de aldrig kunne finde på at holde mig udenfor, men indimellem føler jeg mig udenfor
-
Det eneste jeg vil have, er en undskyldning, og at hun stopper med at genere mig på den måde! Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre
-
Den anden dag skulle være den store dag for mig og min kæreste, for vi havde aftalt, vi skulle være intime for første gang