Hej! Jeg er en pige på 24 år, som de sidste par år har udviklet en form for social angst. Jeg ved ikke, om man kan kalde det, men jeg får alle symptomerne i sociale relationer. Det er dog kun de relationer, som er på tomandshånd, altså hvor jeg er alene med en anden person. Det er ligegyldig hvem denne anden person er - det gælder både mine forældre, venner og søskende. Det, der sker, er, at jeg automatisk i sådan en situation føler, at jeg har al ansvaret for at få samtalen til at køre, og jeg skal konstant være spændende og sjov og interessant - ellers tror jeg, at den anden ønsker at være sammen med en hvilken som helst anden end mig. Dermed bliver jeg meget presset i sådanne situationer, og jeg er angst før en hvilken som helst aftale flere dage inden og under hele aftalen. Jeg kommer derfor også meget til at stamme, snakke hurtigt og snakke meget, fordi jeg netop prøver at overvinde de tanker jeg har - men inderst inde kan jeg godt mærke, at det både er anstrengende for mig selv men også for den person jeg er sammen med. Jeg opnår altså ikke dybe relationer med nogen, hvor jeg er tryg i nogens selskab, og det er egentlig ikke personernes skyld, men min egen. Det kan sagtens ske, at jeg slapper mere af efter noget tid, men der går som regel lang tid og jeg orker ofte ikke al den angst, så jeg laver sjældent aftaler med andre. Men dette problem gør dog, at jeg slapper 100% af i grupperelationer, fordi jeg nu ikke længere tænker, at det er mig der har al ansvaret og at vi er flere til at dele det. Jeg kan derfor mere slappe af og bryde ind i samtalen hvis jeg vil, da jeg ved, at det ikke er mig der kun er fokus på. Det gør også, at jeg nyder disse relationer mere og er mere mig selv og som jeg gerne vil være, men jeg har ikke nogen venindegruppe lige nu, så jeg oplever sjældent denne glæde ved relationer. Jeg ville ønske, at jeg kunne "overføre" denne glæde ved relationer til tomandshånd, da jeg også er den bedste udgave af mig selv i grupperelationer. Men den samme angst dukker op hver gang jeg er alene med en anden.

Jeg tror, at alt dette er opstået efter at jeg har mistet mange venner efter coronatiden, hvor jeg havde en slem depression. Jeg har i øjeblikket ingen venner, som jeg har kendt fra dengang jeg var "normal" (kunne slappe af i andres selskab, før corona), men kun venner der har lært mig at kende i de sidste par år. Jeg mistede vennerne, da jeg gennemgik en slem depression og skubbede folk omkring mig væk. Så jeg tror, at det primært skyldes lav selvtillid og selvværd, eftersom jeg mangler venner, så jeg tror indeni at jeg ikke er god nok at have som ven. Så snart at en ven aflyser en aftale eller ikke kontakter mig, kan jeg dermed også hurtigt tænke, at det er fordi de ikke gider mig og jeg ikke er det værd, eller at de har gennemskuet min angst og ikke gider bruge tid på det. Jeg har derudover aldrig haft en kæreste, så jeg går også med naturlige tanker om, at alle fyre synes jeg er uinteressant, og at andre ser ned på mig på grund af det, da alle mine veninder i øjeblikket har kærester.
Jeg vil nærmest også kalde det imposter syndrome, hvor at jeg tænker, at den anden snart finder ud af, at jeg ikke har noget spændende at byde på og derfor ikke er det værd at bruge tid med, og derfor overkompenserer jeg ved at snakke meget i relationer og ikke være afslappet eller rolig i en situation.
 Jeg har nu haft det sådan her i 2 år, og jeg er meget træt af det, men jeg kan simpelthen ikke slippe den angst jeg har. Jeg har gået til psykolog i et år nu på grund af det, og jeg synes min psykolog er rigtig god, men jeg går stadig med disse følelser. Vi har fundet ud af, at det primært skyldes omsorgssvigt i min barndom, hvor jeg følte, at jeg havde ansvaret for mine forældre og skulle være den voksne.
Jeg savner dengang jeg kunne være mig selv foran alle og hvor jeg kunne slappe af i andres selskab, så jeg kunne opbygge oprigtige venskaber. Jeg ved simpelthen ikke, om det virkelig bare skyldes at jeg ikke har venner fra dengang jeg var mig selv, så jeg føler, at de nye venner hører til min nye måde at være på, og at jeg derfor ikke kan slippe det...

Har I nogen råd til mig?