Kære Sigrid. Tak for dit brev. 

Hvor er jeg glad for, at du har taget dig mod til at skrive ind. Det er et svært emne, og jeg kan godt forstå, at det er noget, der fylder hos dig. Desværre har vi ikke vores forældre for evigt, og det læser jeg det også som, at du godt ved - og nyder de øjeblikke, du har med i hvert fald din far indtil da. 

Du skriver, at dit forhold til din mor er dysfunktionelt. Det er jeg ked af at høre, men jeg ved også, at du ikke er alene om at have den slags forældreudfordringer. Din frygt for at blive “efterladt” med hende bunder nok i en fortid, som jeg jo ikke kender til. Men når det står sådan til, at du ikke kan søge trøst og støtte ved hende, så vil jeg helt klart opfordre dig til at gøre det et andet sted. Det er ikke sikkert, at dit behov for det er så stort, så længe din far er her. Men når ikke han er, så kan jeg anbefale dig først og fremmest at søge trøsten i en sorggruppe. 

Når ikke det er dén støtte, du har behov for længere, så er der mange muligheder ift. støttende relationer. For nogen er det nok med en god veninde, for andre en moster/faster - mens det for andre er givende at have en udefrakommende, der lytter, giver råd og skaber et rum for refleksion. Det kan være en terapeut, en psykolog, eller noget helt tredje. 

Om ikke andet, så synes jeg, du lader til at være i god kontakt med dig selv - så du fortjener klart en klippe, når din far engang ikke kan være det mere, til at dele dit inderste med. Jeg håber, du har ham mange år endnu, og at du derefter på en eller anden måde finder dén, der kan give dig støtte, når livet bliver svært. 

Varme knus og tanker fra Nikoline, GirlTalk