Jeg gjorde jeg tog mig endelig sammen til at sige det til ham. Efter alt for lang tid sagde jeg til ham jeg godt kunne lide ham. 

Jeg har gået med den følelse i snart et halvt år jeg elsker ham så højt men han vidste det ikke før for en uge siden hvor jeg tog mig sammen og sagde det til ham. Jeg ville helst havde sagt det ansigt til ansigt men vi bor lidt væk fra hinanden og jeg skulle på ferie så der ville gå noget tid før vi fik snakket sammen. Og jeg kunne bare ikke holde tanken ud mere om han kunne lide mig eller om han bare så mig som en ven.. jeg ringede så for en uge siden til ham og det startede egentligt meget normalt. Men jeg havde ikke besluttet mig endnu om det var i dag eller om jeg skulle vente fordi jeg var virkelig virkelig bange for at miste det menneske jeg holder virkelig meget af. 

Men jeg fik sagt det til ham. Og til at starte med tror jeg næsten han fik et chok han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige til mig. Men jeg sagde bare han skulle sige det han følte men hans svar var bare “ingenting” og der i det øjeblik blev jeg forvirret jeg havde faktisk troet på os vi havde været så meget igennem og jeg blev bare så ked af det selv om jeg prøvede at holde tårerne tilbage… lidt tid efter var der bare lidt akavet stilhed og efter sådan 2-3 minutter begyndte han at grine han snakkede bare med en anden og havde vist ikke nogle situationsfornemmelse eller så ville han bare have tankerne fra mig væk jeg ved det ikke… men i samtalen før sagde han også at vi skulle tage snakken på et andet tidspunkt men jeg tror bare ikke at jeg kunne holde den tanke ud at skulle vente mens jeg var på ferie og være nervøs for alt.. 

Men nu vil i nok sige at der er mange fisk i havet og at jeg bare skal finde en ny.. men det er virkeligt svært for mig fordi han var der virkeligt vær gang jeg havde det dårligt og han var min eneste ven jeg blev bare glad af at kigge på ham hans smil gjorde mig endnumere glad og jeg elskede bare hans selskab fordi jeg kunne være mig selv og han sagde ikke jeg skulle lave om på mig selv og vigtigst at han ikke dømte mig som jeg faktisk føler nærmest alle mennesker gør.. og da jeg fandt ud af at jeg havde spiseforstyrrelse havde jeg det skidt og ikke vidste hvad jeg skulle gøre af mig selv og følte mig anderledes og mærkelig. Men han hjalp mig igennem som den eneste af mine venner de andre venner jeg havde syntes det var lidt mærkeligt og hvidste ikke hvordan de kunne hjælpe og gad ikke.. 

Men nu er det jo en uge siden at jeg sagde det til ham og efter jeg har sagt det kan jeg ikke kende ham mer han sender kun sorte snaps når jeg blandt andet skriver om han har haft en god dag.. og det gør mig bare trist når han før hen har sendt snaps af ham selv eller hans hund som også gjorde mig glad.. jeg spurgte også om vi kunne snakke her i går men igen den der sorte skærm.. og jeg ved godt at jeg skal give det tid tid og mere tid han skal jo have ro og plads til at tænke men jeg er virkelig virkelig bange for at han bare sletter mig eller ikke gider at skrive med mig mere.. jeg vil bare ikke midste ham men hvis det er det der gør ham glad så er det vel det han skal gøre fordi inders inde i mig vil jeg bare have at han er glad fordi han har gjordt rigtig meget for mig som har gjordt mig virkeligt glad.. jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre nu har ikke rigtig nogle venner at snakke med om det som hjælper og det er egentligt også derfor jeg skriver til jer selv om jeg ikke ved hvor meget det hjælper❤️