Hej

Jeg skriver nok mest det her fordi det lidt er mit sidste råb om hjælp. Jeg har i noget tid nu haft det ret dårligt. Det startede lidt i 8 da jeg skulle flytte fra en skole der var ukoncentreret og dårlig til en meget streng skole hvor kravene var meget højere. Det var lige under corona så det var rigtig svært at få ny læring ind og så skulle vi på sommerferie og alt var godt. Men så startede vi i skole igen. Det hele har været ekstremt svært lige siden. Jeg kan ikke helt se meningen med noget længere altså det ved jeg godt der er mange der ikke kan men jeg gider ikke noget og kan ikke noget. Jeg prøvede at få fri næsten hver dag men min mor er streng så jeg måtte ik men så fik jeg et par angst anfald og panik anfald om natten og så skrev hun til min lære og så fik jeg et slags skåne skema hvor jeg kun skulle i skole noget at tiden, det var i to uger indtil efterårs ferien og jeg synes det var fint nok. Så startede vi fra ferie igen og det hele gik ned af bakke. Jeg er nu begyndt på skåne skema igen men jeg føler mig som en særling når jeg kl 12 skal spørge læren om de vil tage min telefon ud af skabet og tar min taske og går. Jeg har det virkelig mærkeligt og har hele tiden en ubehagelig følelse af intethed men alligevel et slags monster der kigger på mig og kommer med tanker til mig. Jeg er bange for at gå på gaden alene og hver gang jeg høre en lyd bliver jeg bange. Jeg er også begyndt på at gøre dumme ting ved mig selv ( tror det er lidt begrænset på hvad jeg skal skrive) men det er virkelig slemt og det er ekstremt ubehageligt at skulle gemme det for mine venner og forældre. Jeg føler ikke at der er noget ved noget mere. Jeg har været igennem snakke med rådgivere og psykologer men jeg hader at snakke om ting og sidde og kigge dem i øjnene og sige ting højt. Hver gang jeg tænker på hvad vi skal i skolen næste dag begynder jeg at få tåre i øjenene. Jeg kan slet ikke overskue noget og ligger bare i min seng og ser på min computer. Min mor bliver meget stresset af min tilstand og hendes arbejde og jeg hader at sige til hende hvordan jeg har det for så får hun det bare værrer. Hende og min veninde amira er de eneste grunde til jeg stadig er her. Men jeg ved at amira bedre kan lide vores anden veninde laura og laura kan bedre lide hende. Jeg elsker virkelig også laura og vi har en slags 3 mandsgruppe men de er altid sammen uden mig for så tar de ned og træner og så tager de hjem til en af dem og er der. De tror automatisk at jeg ik vil træne det gør alle mine venner de joker altid om hvor meget usundt jeg spiser og at jeg kun ligger i min seng. Jeg kan ikke sige det til dem. Jeg er aldrig første valget hos nogen. Så det er lidt blevet min mor der er grunden til jeg bliver. Hun er den bedste person i verden og jeg elsker hende så højt men jeg tror at min tomhed overdøver min kærlighed. Jeg ved ikke hvad jeg laver altså der er ingenting. Alle de rådgivere siger at det bare er teenage halløj men jeg bliver så sur når de siger det for det hjælper ik en skid. Jeg ved ikke hvorfor jeg har det sådan her. Jeg bor i danmark jeg har en fuldfungerende mor og far jeg har nogle venner og jeg får mad hver dag. Jeg føler mig sm en priveligeret idiot der tar alt for givet. Men det her monster følger mig overalt og sir hvad jeg skal gøre. Det lyder så plat og dumt men ja jeg ved det ikke jeg vil bare ikke være her mere og jeg ved ikke hvordan jeg kommer ud af det uden at gøre det.