#DuErVærdifuld

GirlTalk.dk er en non-profit organisation, der arbejder for at hjælpe piger og unge kvinder mellem 12 og 24 år.

Vi arbejder dagligt med at minde unge piger om deres værdi og tale med dem om deres trivsel. På GirlTalk giver vi mulighed for at få luftet svære tanker og følelser, men også glæder og succeser.

Gennem gratis og anonym chat- og SMS-rådgivning, samtalegrupper samt psykologsamtaler og foredrag hjælper og støtter vi unge piger i alle de udfordringer og valg, der følger med i et ungt liv. På GirlTalk kan man tale om det hele – alt fra kropslige forandringer, problemer med forældre, lavt selvværd og ensomhed til selvmordstanker, selvskade og spiseforstyrrelser. 

Frivillighed er kernen i GirlTalks arbejde, og vores hjertesag er pigers trivsel. GirlTalk.dk har ca. 150 frivillige, hvoraf 125 er rådgivere. Vi udvælger vores frivillige nøje, så vi er sikre på, de har kompetencer til at varetage en rådgivningsfunktion. Derfor er de fleste af vores frivillige enten studerende eller færdiguddannede indenfor pædagogik og psykologi. De frivillige svarer på spørgsmål, rådgiver og guider alle piger, der skriver ind til vores SMS- og chatrådgivning - ingen problemer er for små, og alle spørgsmål er velkomne.

Rådgivningscentret har åbent hver aften:

Søndag - Torsdag: kl. 18.30-22.30

Fredag - Lørdag: kl. 19.00-21.00


 

Ønsker du mere information om GirlTalk.dk og vores arbejde med unge pigers trivsel, så klik ind på vores søsterhjemmeside:

👉 serioest.dk 👈


 
 

Vi sidder på et hyggeligt lille kontor i københavn

Bygmestervej 10 1. sal, 2400 København NV

 

 
 

Kontakt os

Hvis du har noget på hjerte, som ikke kan skrives om i chatten, er du velkommen til at skrive her.

Hvis du er her, fordi du er forældre, fagperson, presse eller interesseret i at blive frivillig, så har vi lavet et selvstændigt site til jer, som hedder serioest.dk

 

GirlTalk.dks mission, løfte og værdier


Mission

GirlTalks mission er at forebygge mistrivsel blandt unge kvinder og piger, styrke deres selvværd og hjælpe dem, der har det svært.

Løfte

Vi vil altid være der for unge piger, når de oplever, at de har udfordringer, og vi vil hjælpe ved at være:

- Tilgængelige

- Nærværende

- Relevante

- Kompetente

Værdier

Alle har brug for en at tale med 

Enhver person har brug for et menneske i deres liv, som er nærværende og lytter. Men det kan være svært at tale med de mennesker, du er tættest på i dagligdagen. GirlTalk.dk giver derfor mulighed for at tale med andre om de ting i livet, der kan være svært at dele med andre. 

 Du er værdifuld 

Alle piger uanset etnicitet, seksualitet, religiøs overbevisning eller nationalitet har værdi. GirlTalk.dk støtter derfor piger i at se de ressourcer og talenter, de er i besiddelse af, og til at folde deres potentiale fuldt ud.  

 
Vi bygger på et stærkt fagligt grundlag med høj integritet

Ledelsen i GirlTalk.dk er psykologfaglig uddannet, med ekspertise på området. De frivillige får undervisning, supervision og uddannelse, der sikrer, at de alle er kompetente til at arbejde med de unge piger. Alt arbejdet i GirlTalk er gennemsyret af en ydmyghed for vores evner og vores begrænsninger i forhold til den enkelte pige, og det er en vigtig værdi for GirlTalk at have integritet, gennemsigtighed og ordentlighed i alt, hvad vi gør. 


Alt er gennemsyret af frivillighed og engagement

GirlTalk.dk er en organisation baseret på frivillighed og engagement. Det er en værdi for os at engagere os i hinanden og gøre en forskel på frivillig basis. For os er det en hjertesag at være der for andre. Vores frivillige hjælper og rådgiver, fordi de har lyst til det. Ikke fordi de bliver betalt for det.