Med en årlig støtte på 800.000 kr. fra Københavns Kommune i perioden 2025 til 2028 vil EmpowR-forløbet blive lokalt forankret, og det vil give unge piger et trygt sted, hvor de kan mødes og dele deres oplevelser. Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget, Cille Hald Egeholm (V), understreger vigtigheden af forebyggende indsatser, der er fleksible og ikke direkte under kommunal forvaltning.
"Vi ser desværre alt for mange piger, der ender i psykiatrien eller anbringelser, fordi de ikke har fået den rette hjælp i tide. Forebyggelse er afgørende, og her kan GirlTalk noget, som kommunen ikke altid formår. De skaber sunde fællesskaber og giver de unge troen på sig selv tilbage. Det er enormt vigtigt for de københavnske unge, at vi understøtter initiativer som EmpowR, der virkelig gør en forskel," siger Cille Hald Egeholm.
EmpowR-forløbet har allerede vist sin effektivitet for de unge piger, der deltager. En nylig evaluering viser, at 73 % af deltagerne føler sig mindre alene med deres udfordringer, og over halvdelen (59,06 %) oplever en generel forbedring af deres trivsel efter forløbet.
"Vi glæder os til at kunne nå ud til mange flere piger i København i tæt samarbejde med kommunen, så vi sammen kan gøre en forskel for deres trivsel. Det er samtidig afgørende, at bevillingen strækker sig over fire år, da det giver os mulighed for at arbejde langsigtet med vores mål om at sikre, at pigers og unge kvinders trivsel forbliver en prioritet på dagsordenen," siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.
EmpowR-forløbene skaber trygge rum for pigerne
EmpowR har som mål at styrke pigers selvværd og mentale trivsel gennem trygge og fortrolige fællesskaber. Forløbene ledes af unge frivillige gruppeledere, som kan relatere til deltagernes udfordringer. Denne ung-til-ung-tilgang er afgørende for at skabe et fortroligt og støttende miljø, hvor pigerne føler sig set og hørt.
Med støtten fra Københavns Kommunes budgetaftale kan GirlTalk nu tilbyde endnu flere piger i København muligheden for at blive en del af disse fællesskaber, der styrker både deres trivsel og selvtillid.
SENESTE EVALUERING AF EMPOWR:
96,85 % er meget tilfredse eller tilfredse med forløbet.
59,06 % har mere mod på at lære nye mennesker at kende.
73,23 % tror mere på, at de ikke er alene med at have det svært.
45,67 % tror mere på, at det er okay at lave fejl i skolen.
59,06 % har det bedre generelt efter endt EmpowR forløb.
*Disse tal baserer sig på den seneste evaluering af EmpowR-forløbene fra 2023 til og med foråret 2024. Evalueringen består af svar fra 127 deltagere, og er kvalitetssikret af COWI.