Nyheder

GirlTalk

Nyheder

GirlTalk åbner ny afdeling i Aarhus

GirlTalk kan med stolthed annoncere åbningen af en ny lokalafdeling i Aarhus, takket være generøse donationer på 2,5 millioner kroner fra både Grundfos Fonden og Salling Fondene.

Mange flere piger og unge kvinder i Aarhus og omegn vil nu få mulighed for at få støtte og hjælp til mental trivsel.

"Med den betydelige støtte fra Salling Fondene og Grundfos Fonden kan vi udvide vores indsatser og nå ud til endnu flere piger og unge kvinder i Aarhus og omegn. Det er afgørende, at vi skaber lokale fællesskaber og kan tilbyde støtte over hele landet, der kan bakke op om piger og unge kvinders trivsel," siger Anna Bjerre, direktør i GirlTalk.

Med en ny lokalafdeling i Aarhus vil GirlTalk blandt andet:

  • Tilbyde gruppeforløb i Aarhus Kommune og omegn
  • Oprette en afdeling af GirlTalks digitale ungerådgivning med op til 40 frivillige rådgivere
  • Samarbejde med lokale skoler om foredrag og gruppeforløb

Læs flere

Støtten fra Salling Fondene og Grundfos Fonden giver GirlTalk mulighed for at skabe en lokalafdeling i Aarhus, som både vil gavne byen og Midtjylland.

“I Grundfos fonden tror vi, det er vigtigt for alle mennesker at være en del af et fællesskab. Vi ser alt for mange mennesker i sårbare positioner, som kæmper med mental trivsel og mangler følelsen af at høre til. Ved at støtte GirlTalks vigtige arbejde vil vi forhåbentlig bidrage til at skabe muligheder og forbedre velvære og trivsel med fokus på at blive en del af et fællesskab,” udtaler Kim Nøhr Skibsted, direktør i Grundfos Fonden.

Den nye afdeling vil sikre, at flere piger i det midtjyske får adgang til vigtige støttetilbud og fællesskaber, der kan hjælpe dem gennem svære perioder i livet.

”I Salling Fondene støtter vi projekter og initiativer, der gør hverdagen bedre og er til gavn og glæde. Vi er derfor glade for at kunne være med til at muliggøre, at GirlTalk kan åbne en afdeling i Aarhus. Det er utroligt vigtigt at forebygge og afhjælpe mistrivsel blandt piger og unge kvinder, styrke deres selvværd og hjælpe dem, der har det svært. Et af fondens fokusområder er at højne livskvaliteten, og det er håber vi, at dette initiativ kan bidrage til.” udtaler Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Efter planen vil GirlTalk påbegynde etableringen af den nye lokalafdeling til januar og skal nu i gang med at ansætte medarbejdere til kontoret og rekruttere frivillige.  

"Vi er utrolig taknemmelige for støtten og ser frem til at arbejde tæt sammen med lokale partnere i Aarhus for at gøre en positiv forskel for de mange piger, der har brug for vores hjælp," afslutter Anna Bjerre.

Effekt af GirlTalks indsats

  • For hver pige, der får hjælp til at håndtere sin angst, kan samfundet spare 76.725 kroner
  • For hver pige, der hjælpes ud af ensomhed, kan samfundet spare 141.619 kroner
  • For hver pige, der stopper selvskade og opsøger forebyggende behandling, kan der spares 345.778 kroner

Kilde: Analyse af COWI for GirlTalk, 2021

Læs flere

Flere Nyheder

Her finder du seneste nyt, pressemeddelelser og udgivelser fra GirlTalk


Filtre
Filter nyheder

Vil du vide mere om:

  • Pressemeddelelser
  • Publikationer
  • Nyheder
58 Resultater