Modgang og forstuvede fødder 

Kender I det, når det hele bare går som smurt, alt rykker fremad og bliver bedre? Og kender I så også det, når der så sker et eller andet åndssvagt som gør, at det hele så faktisk bare falder en lille smule fra hinanden? Det kender jeg i hvertfald. 

Sagen er den, at jeg begyndte at løbe her i sommer og var faktisk megaglad for det. Jeg har aldrig sat pris på løberi før, fordi det simpelthen gjorde enormt ondt i mine “gamle” (slap af - jeg er 24 år) sportsskadede krop. MEN pludselig fik jeg en fiks ide om at blive løber og jeg trænede langsomt op og kom op at løbe en OK distance – alt kører som smurt i olie. Men ikkenikkenej. Jeg forstuver min fod og kan lige pt ikke gå, så løb går der nok noget tid, før kommer til at ske. 

Egentligt er det jo ikke særligt spændende for dig at læse om hverken mit løb eller min hævede ankel, men princippet er jo noget vi alle kender: nu gik det lige så godt og så skete dét der, som ødelagde det hele. Dét er nemlig SÅ frustrerende og det er helt vildt okay, at blive enormt frustreret og sur over en forstuvet fod, en ændret plan eller et mislykket forsøg. Så længe man giver slip på det igen. Jeg har ikke nået at give helt slip på min frustration her på 3. dagen, men i morgen så giver jeg endeligt slip og anerkender, at nu blev planen en anden end den jeg havde i hovedet. Og det er okay. Og forhåbentligt kommer jeg til at løbe lige som hende på billedet snart igen.

Husk: #DuErVærdifuld

Kram fra Liv