Karakterer - hvornår er jeg god nok? 

Jeg har altid følt et forventningspres fra mine forældre, når det kom til karakterer. De har ikke direkte italesat, at de forventede, jeg fik 10 og 12 - men jeg har altid haft følelsen.  Den følelse blev bekræftet, da jeg i niende klasse skulle til mine afgangseksamener, og min far ville belønne 10-taller og 12-taller. Derfor vidste jeg, hvornår jeg var god nok - og jeg accepterede betingelsen. Det blev mine egne krav til mig selv, og da jeg ikke kunne efterleve disse karakterer i alle fag, f.eks. idræt og biologi i gymnasiet, så var jeg ikke længere god nok i mine egne øjne. Slet ikke i forhold til at min drømmeuddannelse på daværende tidspunkt krævede et snit på 10,8. I dag har jeg stadig et forventningspres til mig selv, men jeg vil mene, det er mere realistisk - men det har været en lang og hård kamp at komme hertil. 

Hvorfor stiller vi urealistiske krav til os selv? 

Men hvorfor i alverden stiller vi de her tårnhøje krav til os selv? Er vi alle sammen blevet så opslugt af ideen om det perfekte liv, at vi har glemt, at det ikke er meningen med livet. Jeg læste forleden en tekst, hvor unge mennesker, som dig og mig, hele tiden vejer og måler os selv. Vi sammenligner konstant os selv med andre, men hvis vi alle sammen fremlægger glansbillederne fra vores liv - kun det gode og intet dårligt, så forstår jeg da godt, at vi føler os utilstrækkelige. For hvem kan hamle op med perfektion? Svaret er simpelt: det kan ingen. Faktisk tror jeg, at vi selv er grunden til, at vi ikke opnår det bedste, vi kan være og blive til. For hvis vi hele tiden går og kritiserer os selv og føler os mindre værd, dårligere end andre eller ser vores eget liv som mangelfuldt eller kedeligt, så ender vi i en dårlig spiral med negative tanker - og hvem kan præstere og gøre sit bedste i disse forhold? Derfor er min pointe til dig i dette indlæg, at du skal gøre dit bedste. For så længe du gør dit bedste, så kan andre ikke forlange mere af dig - og det kan du heller ikke selv.

Konkurrence blandt veninder 

Jeg har ikke selv oplevet karakter-konkurrencer i folkeskolen - for jeg lå i toppen og havde ingen grund til at betvivle mine karakterer. Men pludselig stod jeg i gymnasiet, og min dansklærer og jeg var bestemt ikke enige om, hvordan stile skulle skrives. Jeg er en boldmongol med stort B, og derfor var idræt også en kæmpe udfordring. Biologi er unaturligt for mig - og jeg kan i dag ikke fortælle, hvad anafase og osmose går ud på. Jeg er helt blank. Så i de fag hvor mine veninder fik bedre karakterer end mig, der skammede jeg mig. Jeg havde ikke lyst til at vise min opgave eller snakke om karakteren - specielt ikke i dansk, som jeg mestrede i folkeskolen. Min gyldne tid var ovre, og jeg sammenlignede mig og skammede mig over de karakterer, der var lavere end mine veninders. I dag har jeg heldigvis ikke de samme problemer, måske fordi jeg ved, at karakterer ikke er mit springbræt til den fremtid, som jeg drømmer om. Hvad enten du går på en erhvervsuddannelse, en professionsuddannelse eller en universitetsuddannelse, så er der andre faktorer, der gør sig gældende i forhold til at få et job efter din uddannelse. I dag kan tidligere erhvervserfaringer, frivilligt arbejde, praktikforløb, udlandsrejser og hobbyer være adgangsbilletterne til dit drømmejob. 

Derfor er karakterer heldigvis ikke altafgørende og slet ikke definerende for dig som menneske – du er god som du er uanset om du fik 4 eller 10 i sidste eksamen. 

Husk: #DuErVærdifuld 

Knus fra Simone