Gode retningslinjer til færden på de sociale medier

De sociale medier kan fylde meget i din hverdag, og derfor er det vigtigt at tænke over, hvordan du opfører dig på de sociale medier. Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, da din opførsel online kan få en påvirkning på, hvordan andre mennesker opfatter dig offline. Du kan også komme til at fortryde din opførsel online, men desværre er det ikke altid lige nemt at slette de digitale spor, som du efterlader dig, når du færdes på de sociale medier. Derfor har jeg skrevet nogle guidelines, som det er godt at tænke over, når du er på de sociale medier. 

Tænk over, hvad du deler

Tænk over, at folk kan tage screenshots af det, du lægger op, de kan gemme de videoer, du lægger op, og de kan også tage screenshots af dine live-optrædener på fx live.ly. Tænk derfor over, om du vil være okay med at vide, andre personer har dit materiale liggende på deres computer, eller at dit materiale dukker op i andre sammenhænge, som du ikke kender til.

Tænk på de sociale medier som et offentligt indkøbscenter

En god retningslinje er at tænke på de sociale medier som et offentligt indkøbscenter. Hvis du har det godt med at gå ned i det lokale indkøbscenter og fremstille dig på samme måde, som du gør på de sociale medier – så er der nok balance i den måde, som du agerer på de sociale medier. Ofte gør vi ting på de sociale medier, som vi aldrig ville gøre, hvis vi var sammen med folk face-to-face. Så husk denne retningslinje om at de sociale medier er som et offentligt indkøbscenter.

De sociale medier fortæller ikke hele sandheden

Når dine venner lægger noget på Facebook, Instagram, live.ly eller lignende steder – så husk, at det kun er et lille udsnit af deres virkelighed. Ofte kan billeder og ord på de sociale medier være med til at forskønne virkeligheden. De fleste lever et liv, som er fuldstændig lige som dit. Med op- og nedture. Med succes og nederlag. Med frustrationer og glæde. Alle kan opleve at være ensomme, tænke dårligt om sig selv eller mislykkes. Men det er sjældent, at man poster det på de sociale medier. Selv ’de kendte’ lever mere ’normale’ liv, end du tror. De er også morgengrimme og har dårlig ånde, når de vågner. Men de poster helst billeder, der udstråler succes og har været igennem photoshop. Så derfor – stol ikke på, at de sociale medier fortæller dig sandheden om folks liv.

Stop sammenligningerne

Vi kan alle falde i den fælde, at vi sammenligner os med hinanden på de sociale medier. Her er det vigtigt at huske, at de sociale medier ikke fortæller sandheden, og derfor sammenligner du dig selv med et urealistisk billede af, hvad det gode og lykkelige liv er. I stedet for at sammenligne dig med andre på de sociale medier – så fokuser på, hvordan du gerne vil leve dit liv, og hvad der er vigtigt for dig for at få et godt liv. Husk at et godt liv indeholder både nederlag og sejre. Overvej hvad du har lyst til at poste om dit eget liv – og husk retningslinjen om, at de sociale medier er som et offentligt indkøbscenter - tænk over, om du kun ønsker at dele det perfekte, eller om andre folk gerne må få et indblik i det kaos, der jo også kan herske engang imellem. 

Tal pænt og ignorer dem, der taler grimt

På de sociale medier kan der være en rigtig grim tone engang imellem. Husk at det er levende mennesker med følelser, frustrationer, længsler og ønsker om at høre til, som du taler til. Skriv derfor ikke noget, som du ikke ville dele med personen face-to-face. Hvis der er nogen, der taler grimt til dig – så fald ikke i samme grøft. Hold fast i, at du vil tale pænt og ignorer dem, hvis det er muligt. 

Husk: #DuErVærdifuld

Kram fra Majbritt, psykolog hos GirlTalk