Stillingsopslag som PDF

 

Om rammen for stillingen

Ansættelse: Stillingen er på 20-25 timer om ugen (aftales nærmere). Tidsbegrænset til 31/12 2026, med mulighed for forlængelse

Ansøgningsfrist: D. 9. november 2025. Ansøgningen sendes til job@girltalk.dk. Mærk stillingen: “Psykolog Aarhus”.

Tiltrædelse: D. 5. januar 2026.

Samtalerne afholdes på GirlTalks kontor i Aarhus, Skolebakken 5, 8000 Arhus. 1. samtale afholdes tirsdag d. 18. november 2025, og 2. samtale afholdes fredag d. 21. november 2025.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, kan du henvende dig til programchef Kathrine Zakarias på tlf. 61 33 97 97 i tidsrummet mandag - torsdag kl. 9.00-10.00.

Vi opfordrer alle kvalificerede, uanset køn, seksuel orientering, etnisk baggrund, alder, religion og handicap, til at søge stillingen.

 

Om GirlTalk

GirlTalk er en nonprofitorganisation, som arbejder for at forbedre pigers og unge kvinders vilkår i Danmark. Dette gør vi gennem en række rådgivnings- og undervisningsaktiviteter, kampagner og public relations-aktiviteter. GirlTalk har i dag 36 ansatte fordelt på fire lokationer, med hovedkontor i København og lokalafdelinger i hhv. Aalborg, Århus og Odense.

Den store ressource i GirlTalk er de mange frivillige, som lægger mange timer i arbejdet. Vi har omkring 450 frivillige tilknyttet på forskellig vis. Læs mere om GirlTalk og vores indsatser her på hjemmesiden.

GirlTalk søger erfaren psykolog til lokalafdeling i Aarhus

Vil du være med til at skabe bedre pigeliv?

GirlTalk søger en psykolog, der vil være med til at opstarte vores nye terapitilbud i Aarhus - og som samtidig kan give supervision og sparring til vores frivillige.

Hos os får du muligheden for at kombinere faglighed og engagement i arbejdet med unge piger og kvinder, der har brug for støtte. Du bliver en del af et stærkt fællesskab, hvor vi brænder for at skabe trygge rum, styrke trivsel og give unge bedre forudsætninger for at tro på sig selv og deres fremtid.

Vi søger en psykolog med minimum 2 års erfaring til vores lokalafdeling i Aarhus, som har ansvaret for afdelingens terapitilbud og for supervision og sparring af frivillige rådgivere og gruppeledere. Derudover vil du få ansvaret for tidlig opsporing, forældrekontakt og brobygning for at sikre en helhedsorienteret indsats rundt om pigerne i tæt sparring med GirlTalks psykolog- og supervisorteam.

 

Dine primære arbejdsopgaver

Du vil være ansvarlig for terapi- og supervisionsforløb i lokalafdelingen og sikre den psykologfaglige kvalitet. Det betyder, at dine opgaver blandt andet indebærer:

  • Supervisionsforløb for frivillige rådgivere og gruppeledere i Aarhus
  • Ansvar for tidlig opsporing og brobygning for piger i GirlTalks fællesskaber i Midtjylland
  • Afholde terapisamtaler samt forældrekontakt i terapiforløb
  • Opgaver relateret til GirlTalks faglige grundlag og kvalitetssikring af indsatserne, herunder oplæg og foredrag for bl.a. fagfolk og forældre, bidrage til materialeudvikling, opfølgning mv.
  • Samarbejde med det øvrige sekretariat om opgaver relateret til GirlTalks formål og virke.

Dine opgaver vil blive tilrettelagt i tæt samarbejde med programchef og seniorpsykolog i teamet Frivillighed og Indsatser. Teamet er fordelt på GirlTalks lokationer i Danmark. Det er derfor vigtigt, at du kan arbejde selvstændigt, på Teams og ikke ser geografisk afstand som en barriere.

 

Din profil

Du brænder for det psykologfaglige felt og har gode erfaringer med at rammesætte supervisionsforløb. Samtidig holder du af at koordinere og arbejder struktureret og præcist. I hverdagen skal du kunne jonglere mellem koordineringsmæssige driftsopgaver og psykolog-faglige fordybelsesopgaver, samt trives i en til tider foranderlig hverdag med meget udvikling.

Derudover skal du kunne se dig selv i en mindre lokalafdeling, hvor I er 4 ansatte, men med tætte kollegaer fordelt på andre lokationer, hvor meget foregår pr. telefon og på Teams. Du er uddannet psykolog og har erfaring med terapi – og supervisionsforløb. Derudover kender du til arbejdet i en NGO og har forståelse for at samarbejde med frivillige.

Du har nemt ved at engagere dig og trives i en hverdag, hvor der i perioder er fart på. Supervisionerne foregår fysisk i Aarhus og ofte i eftermiddags- og aftentimerne, og du skal derfor være fleksibel ift., at der periodisk er arbejde uden for normal arbejdstid.